Professor: Burkina Faso står til at miste sin demokratiske førertrøje
Burkina Faso gik i front i afrikansk demokratikamp, siger professor. Derfor er militærkuppet skuffende.
Burkina Fasos befolkning har været i front i demokratikampen på det afrikanske kontinent. Folkets evne til at gå på gaden og vise deres utilfredshed sikrede dem i 2014 en ny, demokratisk regering. Nu er regeringen dog væltet af militæret, og det kan få store konsekvenser for demokratiet, mener ekspert. Arkivfoto.
Burkina Fasos befolkning har været i front i demokratikampen på det afrikanske kontinent. Folkets evne til at gå på gaden og vise deres utilfredshed sikrede dem i 2014 en ny, demokratisk regering. Nu er regeringen dog væltet af militæret, og det kan få store konsekvenser for demokratiet, mener ekspert. Arkivfoto. Foto: Theo Renaut/AP


Burkina Faso tog sit første skridt mod demokrati, da det vestafrikanske lands diktator gennem 27 år blev væltet i efteråret 2014.

Ifølge Afrika-ekspert og professor emeritus fra Københavns Universitet Holger Bernt har Burkina Faso haft fart på demokratiseringen siden da. Men den tid er måske allerede slut.

Onsdag blev landets midlertidige, demokratiske regering væltet som resultat af et militærkup. Og det vil sætte en stopper for landets rolle som demokratisk frontløber.

- Burkina Faso har været et demokratisk lyspunkt, fordi der har været en stærk folkelig reaktion mod de magthavere, der tager ejendomsret over magten. Burkina Faso havde den demokratiske førertrøje på indtil kuppet. Det et skuffende skridt tilbage, siger Holger Bernt.

Den tidligere præsident i Burkina Faso Blaise Compoaré blev afsat i 2014, som følge af en massiv folkelig protest.

Protesten resulterede i en midlertidig regering, der skulle fungere frem til valget i oktober 2015. Ifølge Holger Bernt har det midlertidige styre langt hen ad vejen fungeret meget demokratisk.

- Med den midlertidige regering har der været et optimistisk syn på fremtiden. Der har været en bred opbakning til overgangsstyret, siger Holger Bernt.

Hvorfor den midlertidige regering er blevet væltet trods den folkelige opbakning, vil Holger Bernt kun gisne om.

- Det er for tidligt at drage konklusioner, men der har været spekulationer om, at den tidligere diktator står bag kuppet, siger Holger Bernt.

Holger Bernt mener dog, at Burkina Fasos demokratiske udvikling stadig kan reddes. Han forventer, at både FN og Den Afrikanske Union vil lægge massivt pres på det nye militærstyre.

Den Afrikanske Union gør det meget klart, at landet suspenderes fra fællesskabet, når de forbryder sig mod demokratiet, og Holger Bernt håber, at det kan få en effekt.

- Det er svært for et land at klare sig uden støtte fra unionen, så man håber det også vil virke. Men tiden vil vise, hvor hårdhudet det nye militærstyre er, siger Holger Bernt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.