Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 15:38
Sveriges prinsesse Madeleine har mandag født en søn. Det skete klokken 13.45, oplyser hoffet i Stockholm ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- Både mor og barn har det godt, skriver hofmarskal Svante Lindqvist i en meddelelse fra hoffet.
Det er prinsessens andet barn med ægtefællen Christopher O'Neill.
Der er kun omkring halvandet års forskel på prinsessens børn. Parrets første barn, prinsesse Leonore, blev født 20. februar sidste år.
Mandagens fødsel foregik på Danderyds Sygehus nord for Stockholm. Alt gik godt, siger hoffets informationschef, Margareta Thorgren.
Hun tilføjer, at der vil være pressekonference mandag eftermiddag, men at der ikke vil være medlemmer fra kongefamilien til stede.
Den kongelige fødsel kommer kun to dage efter, at prinsesse Madeleines bror, prins Carl Philip, blev gift med prinsesse Sofia lørdag. Den højgravide Madeleine var til stede ved brylluppet sammen med sin mand.
Den 33-årige prinsesse Madeleine blev gift med Christopher O'Neill i sommeren 2013. Tidligere i år flyttede familien hjem til Sverige efter at have boet i New York i fire år, oplyser hoffet i Stockholm.
Madeleine er det svenske kongepars yngste datter. Hun er nummer fire i arvefølgen til den svenske trone.
Den nyfødte prins bliver nummer seks i arvefølgen efter kronprinsesse Victoria og hendes datter prinsesse Estelle, prins Carl Philip, prinsesse Madeleine og hendes datter, prinsesse Leonore.
Den nyfødte prins er kong Carl Gustafs og dronning Silvias tredje barnebarn.
/ritzau/TT