Prinsepar ser frem til eksotisk forårstur
Storbritanniens prins William og hertuginde Kate besøger Bhutan og Indien til foråret og glæder sig til at følge i familiens fodspor.
Prins William og hertuginde Kate er klar med gode råd til Bhutans kongepar angående forældrerollen.
Prins William og hertuginde Kate er klar med gode råd til Bhutans kongepar angående forældrerollen. Foto: Arthur Edwards/AP


Så skal kufferterne snart pakkes igen hjemme hos det britiske prinsepar.

Prins William og hertuginde Kate krydser nemlig Europa og besøger Indien og dernæst ikke mindst det bjergrige monarki Bhutan til foråret, meddeler Kensington Palace.

Den 33-årige prins og den 34-årige hertuginde skal besøge Bhutans kong Jigme Khesar Namgyel Wangchuck og hans kone, Jetsun Pema, i det fjerntliggende land, som bliver parrets første besøg dertil.

- Deres Kongelige Højheder ser meget frem til turene, som følger i fodsporene på tidligere generationer af deres familier, tilføjer kongehuset på Instagram til et billede af blandt andre nu afdøde prinsesse Dianas besøg østpå.

Prins Williams far, prins Charles, besøgte Bhutan i 1998, mens han havde prinsesse Diana med til Indien for 24 år siden.

Når prins William og hertuginden besøger kongeparret, kan briterne give deres østlige kolleger et par gode råd med på vejen. Det bhutanesiske kongepar venter nemlig deres første barn, som bliver en lille søn. Prins William og hertuginde Kate er også forældre til en dreng, toårige prins George, mens de fik deres andet barn, lille prinsesse Charlotte, i maj måned sidste år.

Dermed bliver der masser af tid til baby,- og blesnak, for både de kongelige bhutanere og de royale briter har kørt fælles parløb. Kong Jigme, som har studeret på det britiske prestigeuniversitet Oxford, giftede sig nemlig med sin kone blot syv måneder efter prins William og hertuginde Kates bryllup i april 2011, hvor han naturligvis var på gæstelisten.

Se billedet her: https://www.instagram.com/p/BARqroxKZLx/

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.