Under sin nytårstale bekendtgjorde dronning Margrethe til stor overraskelse for befolkningen, at prins Henrik ville "drosle ned" eller - med andre ord - gå på pension.
Derfor ville danskerne fremover kun se prinsen i begrænset omfang.
Men allerede to uger efter annonceringen dukkede prinsen op ved Grib Skov i Nordsjælland for at være vært ved en jagt. Og tirsdag den 25. oktober er det endnu en gang jagt, der lokker den pensionerede prins ud af de kongelige gemakker.
Den 82-årige franskfødte prins afholder nemlig jagt i Gludsted Plantage, der ligger 15 kilometer sydvest for Silkeborg i Midtjylland.
Det skriver kongehuset på sin officielle hjemmeside.
De seneste år har prins Henrik inviteret til den såkaldte kongejagt i Gludsted Plantage, hvor der er tradition for at skyde ræve og krondyr.
Tidligere deltagere har blandt andet været sønnerne, kronprins Frederik og prins Joachim, den forhenværende forsvarsminister Søren Gade og advokat og kammerherre Christian Kjær.
Men kongehuset oplyser ikke, hvem der deltager i jagten i år.
/ritzau/FOKUS