Prins Henrik: Jeg er ikke gået på pension
Pension eller ikke pension. Det var et af de store spørgsmål, da BT lørdag besøgte prins Henrik på vinslottet Château de Caix i Frankrig, hvor han fejrede sin 82-års fødselsdag.
- Jeg har gjort det bedste, jeg kunne for Danmark. Det er min pligt, som jeg er meget glad for, sagde prins Henrik på sin fødselsdag.
- Jeg har gjort det bedste, jeg kunne for Danmark. Det er min pligt, som jeg er meget glad for, sagde prins Henrik på sin fødselsdag. Foto: Scanpix arkiv


Pension eller ikke pension.

Det var et af de store spørgsmål, da BT lørdag besøgte prins Henrik på vinslottet Château de Caix i Frankrig, hvor han fejrede sin 82-årsfødselsdag.  

For det kan godt være, prinsen har skruet ned for sine officielle optrædender, men det er forkert at kalde det for pension, gjorde han klart overfor BT.

- Det er ikke en pension, men jeg har besluttet mig ikke at deltage så meget. At være diskret. Og ikke at gøre noget officielt, lød det fra prins Henrik. 

Har gjort sit bedste

Dronning Margrethe formulerede ellers i sin nytårstale, at "Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at ’drosle ned’, til – hvis jeg må sige det på almindeligt dansk – at gå på pension."

Så hvis nogen er forvirrede, er det helt forståeligt.

Selvom der er blevet længere mellem prins Henriks officielle optrædender, havde han alene i maj 12 arrangementer ifølge kongehusets officielle kalender.

Prins Henrik er for eksempel stadig engageret i sine mange protektioner, og han er glad for at kunne være noget for kongeriget, sagde han tilbageskuende til BT.  

- Jeg har gjort det bedste, jeg kunne for Danmark. Det er min pligt, som jeg er meget glad for.

Måtte undvære sin hustru

Prins Henrik måtte undvære sin hustru på sin fødselsdag. Dronningen er i disse dage på sommertogt til Færøerne.

I stedet fejrede han den store dag med nogle af sine søskende, som bor på den sydfranske egn, hvor de er vokset op, skriver BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.