Prins Charles mødes med Sinn Feins leder
Møde mellem prins Charles og lederen af et parti, som engang var tæt på IRA, er historisk.
Prins Charles mødes med Gerry Adams, der tidligere var tæt på IRA.
Prins Charles mødes med Gerry Adams, der tidligere var tæt på IRA. Foto: Capital Pictures/colourpress.com/COLOURPRESS.COM


Storbritanniens prins Charles mødes tirsdag med Sinn Feins leder, Gerry Adams, under et besøg i Irland, oplyser det republikanske parti.

- Der blev opnået enighed om et møde for at fremme forsoningsprocessen, siger Sinn Fein i en erklæring om det historiske møde.

Mødet mellem den britiske tronarving og lederen af et parti, som engang var den politiske fløj af den irske republikanske hær, IRA, er en milepæl i udviklingen af relationerne mellem Irland og Storbritannien siden indgåelsen af en fredsaftale i 1998.

Sinn Fein kæmper for Nordirlands løsrivelse fra Storbritannien og for at gøre området til en del af Irland.

Også næstformanden i Nordirlands samling, viceførsteminister Martin McGuinness, der er tidligere kommandant i undergrundshæren IRA, skal møde prinsen, som er på et firedages besøg i Irland sammen med sin kone, Camilla.

McGuinness trykkede dronning Elizabeth i hånden i 2012. Det historiske møde mellem den britiske monark og McGuinness fandt sted i Belfast, hvor IRA's kamp mod det britiske styre var koncentreret.

Dronning Elizabeth var på besøg i Nordirland i forbindelse med sit diamant-jubilæum som regent.

Stridighederne mellem katolikker og protestanter i Nordirland krævede tusindvis af både civile og militære ofre.

IRA indstillede formelt den væbnede konflikt i 2005. Konflikten kostede omkring 3600 mennesker. Omkring 40.000 blev såret.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.