Det er altid hårdt at komme på arbejde efter en weekend, men på hovedstadens hospitaler er det ekstra hårdt.
På Rigshospitalet og Hillerød Hospital gennemføres der nemlig i dag store fyringsrunder som følge af besparelser og omlægninger i Region Hovedstaden.
På Hillerød Hospital har ledelsen meldt ud, at der skal nedlægges 212 årsværk.
Det er blevet til 130 fyringer, fordi man samtidig nedlægger ledige stillinger.
"Man har været i gang siden i morges med at orientere de berørte medarbejdere. Det er en meget voldsom dag," siger formand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, Vibeke Westh, til Newspaq.
På Rigshospitalet er der i dag blevet sat navn på 88 lancerede fyresedler.
Hospitalerne i Region Hovedstaden skal skære i alt 826 årsværk væk som følge af budgetforliget for 2011. Det svarer til knap tre procent af samtlige stillinger.
"Jeg er bange for, at det her ikke er enden. Det er rædselsfuldt," siger Vibeke Westh.
Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden, udtalte i sidste måned, at det samlede personaletal på hovedstadens hospitaler vil være nogenlunde det samme i 2011 som i 2010.
Det skyldes, at hospitalerne får penge til flere og nye behandlinger på budgettet for 2011, og derfor også vil have råd til at ansatte flere medarbejdere.
Det tror man dog ikke på i Dansk Sygeplejeråd.
"Vi har bedt om dokumentation for den påstand. Problemet er, at man fyrer folk, inden man opretter nye stillinger. Dermed forsvinder nogle kompetencer. Hvis man fyrer f.eks. anæstesisygeplejersker, så søger de andre steder hen og er der ikke, når man skal bruge dem," siger Vibeke Westh.