Portugal: Grækere skal opfylde lånekrav
Medlem af græsk regeringsparti siger, at man vil bede om et topmøde, hvis eurogruppemøde ender uden løsning.
Medlem af græsk regeringsparti siger, at man vil bede om et topmøde, hvis eurogruppemøde ender uden løsning.
Medlem af græsk regeringsparti siger, at man vil bede om et topmøde, hvis eurogruppemøde ender uden løsning. Foto: Petros Giannakouris/AP


Den tyske regering står ikke alene med sit krav til grækerne om, at de skal opfylde de allerede vedtagne betingelser for en forlængelse af en lånepakke.

Portugiserne, som selv har været igennem en økonomisk krise med følgende svære reformer, vil ikke acceptere den græske regerings forsøg på at vriste sig fri af de krav, der kommer med et EU-låneprogram.

Det siger den portugisiske finansminister, Maria Luis Albuquerque, i et interview med den tyske avis Handelsblatt.

- Der er en ramme, og vi er klar til at forhandle med grækerne inden for denne. Den ramme er det eksisterende hjælpeprogram, som står foran en forlængelse, siger Maria Luis Albuquerque.

- Vi vil ikke omgå disse betingelser. Alle har accepteret disse, alle de øvrige 18 lande i eurozonen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, siger ministeren.

Finans- og økonomiministrene i de 19 lande i eurozonen mødes fredag klokken 15 i Bruxelles for at tage stilling til en ansøgning fra Grækenland om seks måneders forlængelse af lånepakken.

En talsmand for den tyske regering sagde torsdag, at ansøgningen ikke opfylder eurolandenes spare- og reformkrav til Grækenland knyttet til udbetaling af lån fra det gamle program.

Hvis fredagens møde ender uden resultat, trækker det op til et topmøde.

- Hvis eurogruppen ikke når frem til en løsning, vil vi straks bede om et topmøde, siger en græsk parlamentariker fra regeringspartiet Syriza til nyhedsbureauet dpa.

Den aktuelle EU-lånepakke udløber med udgangen af februar.

Der er forskellige vurderinger af, hvorvidt Grækenland kan klare sig få uger eller flere måneder uden hjælp udefra.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.