Populære vovse-navne: Det hedder danskernes hunde
En opgørelse over 80.000 hunde viser, at danskerne stadig er til de klassiske hundenavne.
Denne lille kære basse hedder nok næppe Samson. Men måske Gizmo ...
Denne lille kære basse hedder nok næppe Samson. Men måske Gizmo ... Foto: SCANPIX arkiv


De fleste hundejere vil nok skrive under på, at deres hund er unik, speciel og fantastisk. Der findes da heller ikke to vovser, der er ens. Men hvad angår hundenes navne, er det en helt anden sag. Hundeejere er nemlig ikke specielt opfindsomme, når det handler om at navngive deres firbenede familiemedlemmer.

Det viser en opgørelse over navn og race på de mange hunde, der er forsikret i Topdanmark.

- Vi forsikrer ca. 80.000 hunde i Topdanmark. Og en opgørelse over samtlige hunde, vi forsikrer, viser, at de mest populære hundenavne er Molly, Bella, Mille, Freja og Buster. Vi lavede samme opgørelse over hunde for nogle år siden, og overraskende nok er det de samme navne, der går igen i top 5, siger salgschef i Topdanmark, Lau Højer Nielsen i en pressemeddelelse.

Særlige navne til de enkelte racer

Forsikringselskabets opgørelse peger desuden på, at hundens fysiske udformning og race spiller ind, når ejeren skal finde et navn.

Anskaffer man sig den mega-populære Labrador Retriever, er Molly og Bella de mest populære navne. De samme to navne står øverst på listen, når det gælder hunde af racen Golden Retriever.

Men har du fået dig en Schæferhund, er du statistisk set mere tilbøjelig til at kalde din hund King, Kato eller Rex.

'Matador' inspirerer stadigvæk

Helt andre navne får de mindste hunde. Her er Gizmo populært, hvorimod navne som Zenta og Samson oftest er besat af store hunde.

Og så afslører undersøgelsen, at den folkekære serie 'Matador' stadig er en stor inspirationskilde blandt hundeejere af racerne Dansk Svensk Gårdhund og Jack Russel Terrier.

Ser man på opgørelsen over forsikrede hunde i Topdanmark, er det faktisk udelukkende disse to racer, der er navngivet Kvik, som grisehandleren Larsens kvikke hund i 'Matador' hedder.

Top 5 over mest populære hundenavne

1. Molly

2. Bella

3. Mille

4. Freja

5. Buster

Kilde: TopDanmark

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.