Team Rynkeby arbejder sig i disse dage ned i gennem Europa, hvor de efter planen skal ankomme til Paris fredag d. 19. juli.
Med på turen er blandt andre kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
Til daglig er de ikke enige om ret meget, men på vej mod Frankrig har de to politiske kamphaner delt dobbeltseng.
Og det er gået fint, fortæller Thulesen Dahl.
- Det har da været lidt grænseoverskridende for os begge at skulle bo så tæt sammen. Og vi havde nok heller ikke på forhånd forestillet os, at det skulle ske. Men indtil videre er det gået i fordragelighed, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Manu er ekstremt hurtigt. Så inden jeg overhovedet når op på værelset, så har Manu både været i bad og taget tøj på og er på vej ned igen. Så når jeg kommer på værelset, så har jeg det hele for mig selv, siger Kristian Thulesen Dahl.
Manu Sareen er særligt imponeret over Thulesen Dahl ordenssans.
- Kristian er meget rydelig, det er helt vildt. Tingene er snorlige, og der er orden på det hele. Det gad jeg godt at kunne. Og så er det også en rigtig fin egenskab at have ikke at snorke - og det gør Kristian heller ikke, griner Manu Sareen.
Meningen med turen til Paris er at samle penge ind til børn med kræft. Sidste år samlede 790 ryttere mere end 16 millioner kroner sammen til det gode formål.