Det vækker bestemt ikke altid begejstring, når personer med blåt blod blander sig i politiske spørgsmål.
En af dem, der har fået kritik for at stikke næsen for langt frem, er britiske prins Charles, og han er nu endt i et stormvejr, efter at det er kommet frem, at han har direkte adgang til landets vigtigste politiske beslutninger.
Prinsen af Wales er nemlig på en liste over folk, der modtager officielle notater fra kabinettet, der repræsenterer den britiske regering. Det skriver britiske The Telegraph.
Det er kommet frem efter, at en række fortrolige dokumenter er blevet frigivet efter tre års tovtrækkeri mellem kabinettet og den antimonarkiske gruppe Republic.
Notaterne, som prins Charles har modtaget i flere årtier, indeholder følsomme oplysninger om foreslået lovgivning, der blandt andet handler om forfatningsmæssige ændringer, økonomiske beslutninger og forholdet til EU.
Oplysningerne har ført til skarp kritik fra organisationen Republik, der i forvejen ikke er venligt stemt over for kongefamilien.
- Afsløringen af sagen om kabinetnotater til prins Charles er ekstraordinær, siger gruppens administrerende direktør, Graham Smith.
- Ikke kun fordi de indeholder fortrolig information, men fordi det giver ham en betydelig fordel, når han skal fremme sin egen agenda. Han er sådan set en minister, der ikke møder i kabinettet. Han får papirarbejdet og har private møder med ministrene omkring politik, siger Graham Smith.
Prins Charles får dog støtte fra sin ven, den tidligere forsvarsminister Nicholas Soames, der mener, at det er fint, at prinsen involverer sig.
- Jeg synes, at det er på sin plads, at prinsen af Wales modtager disse papirer, da han skal være konge af England en dag, siger Soames.
/ritzau/FOKUS