Politiet dropper sag om matchfixing mod Hvidovre-spillere
Efter at have været sigtet i over tre å, har fire fodboldspillere fået at vide, at de ikke bliver tiltalt.
Anklagemyndigheden hos Københavns Politi har opgivet at tiltale fire fodboldspillere for matchfixing. Det oplyser advokaturchef Henrik Helmer Steen til DR. Arkivfoto.
Anklagemyndigheden hos Københavns Politi har opgivet at tiltale fire fodboldspillere for matchfixing. Det oplyser advokaturchef Henrik Helmer Steen til DR. Arkivfoto. Foto: Mik Eskestad/Polfoto


I den største sag om matchfixing herhjemme har fire fodboldspillere fra Hvidovre fået besked om, at sigtelsen mod dem er frafaldet.

Det skriver DR på sin hjemmeside.

Advokaturchef i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns Politi, Henrik Helmer Steen, bekræfter over for DR Nyheder, at de torsdag har sendt breve til fodboldspillerne, der har været sigtet i mere end tre år, om, at sagen mod dem er droppet.

- Vi har i dag sendt dem en såkaldt påtaleopgivelse. Vi har vurderet de beviser, der ligger i sagen, og er kommet frem til, at vi ikke mener at kunne overbevise en domstol om, at de pågældende er skyldige i det, de har været sigtet for, siger Henrik Helmer Steen til DR Nyheder.

- Sagen har bygget meget på de forklaringer, som bagmanden i sagen gav. Og de har ændret sig mange gange undervejs. Det har spillet ind i vores endelige overvejelse, siger han.

Det var en professionel gambler, der fik sagen til rulle. Den i dag 29-årige mand havde i detaljer fortalt politiet om, hvordan han sammen med en ven og fire fodboldspillere havde aftalt, at Hvidovre skulle tabe to kampe.

Siden trak han sin tilståelse tilbage og påstod, at politiet havde presset ham til at fabrikere en falsk historie.

Men hverken by- eller landsret troede på den nye historie. I begyndelsen af maj blev han i Østre Landsret idømt et års betinget fængsel.

Sagen drejer sig om et par fodboldkampe i 1. division i 2010, hvor Hvidovre spillede mod FC Hjørring og Vejle. Hvidovre tabte begge kampe.

Et par af spillernes advokater fortæller til DR Nyheder, at deres klienter er lettede over, at sagen nu er droppet. Men de kritiserer også politiet for, at der skulle gå så lang tid.

Hos Københavns Politi erkender man, at sagen har været længe undervejs. Men politiet mener ikke, at der har været grundlag for at opgive sagen tidligere.

- Vi har haft en situation, hvor en person er løbet fra sine forklaringer. Det har vi været nødt til at afvente en reaktion på fra Landsretten, og de forklaringer der kom frem der, siger Henrik Helmer Steen til DR Nyheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.