Tre professionelle indbrudstyve fængslet
Efter flere ugers efterforskning anholdt politiet tirsdag aften tre albanske mænd for flere indbrud.
Tre albanske mænd, som ifølge politiet er professionelle indbrudstyve, blev onsdag fængslet i fire uger. Arkivfoto.
Tre albanske mænd, som ifølge politiet er professionelle indbrudstyve, blev onsdag fængslet i fire uger. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


Tre albanske mænd, der er sigtet for omfattende indbrud på Sjælland, nægtede at udtale sig, da de onsdag under et grundlovsforhør blev varetægtsfængslet i fire uge.

Det fortæller anklager Christina Schønsted.

De tre mænd, der nu er fængslet frem til 20. april, blev anholdt tirsdag ved en nøje planlagt politiaktion i forbindelse med et indbrud i Helsingør.

De nægter sig skyldige i sigtelserne, siger anklageren.

Ifølge politiets særlige enhed til bekæmpelse af organiseret indbrud, Taskforce Indbrud (TFI), er det flere ugers målrettet og intensiv efterforskning, der har ført til anholdelsen af de tre mænd.

Politiets efterforskning har vist, at de anholdte har haft baser på forskellige adresser i København. I flere lejede biler er de kørt rundt på Sjælland og begået indbrud.

I en pressemeddelelse fortæller TFI, at der er tale om "professionelle gerningsmænd", som i deres adfærd og handlingsmønstre har taget mange forholdsregler for at sikre sig mod at blive pågrebet.

De tre albanere er mistænkt for at have begået indbrud i flere politikredse på Sjælland, men de er foreløbig "kun" sigtet for fem indbrud og forsøg på det. Udbyttet har først og fremmest være kontanter, smykker og andre let omsættelige ting.

- Det er helt overordnet et fokusområde for politiet at nedbringe antallet af indbrud i private hjem, udtaler lederen af TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen i pressemeddelelsen.

- En stærk efterforskningsmæssig indsats er et vigtigt element i dette arbejde, ikke mindst når der som her er tale om organiseret indbrudskriminalitet og om tilrejsende, udenlandske kriminelle, har inspektøren udtalt.

Nyheden om aktionen kommer samtidig med, at Berlingske kan berette, at borgerne i Nordsjælland er hårdt ramt af indbrud.

Folk i Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør og Hillerød ligger øverst på listen over de mest belastede kommuner, når man måler på antal indbrud pr. 1000 husstande i 2015, skriver Berlingske onsdag.

Der er tale om en foruroligende stigning, lyder det fra chefpolitiinspektør Magnus Andresen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.