Politiet afslører jointfabrik på Christiania - ni anholdt
Københavns Politi har tirsdag gennemført en større aktion på Christiania og afsløret en jointfabrik.
Ni personer er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at have deltaget i produktion af joints på Christiania.
Ni personer er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at have deltaget i produktion af joints på Christiania. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix


Ni personer er tirsdag blevet anholdt i en omfattende aktion mod den åbenlyse handel med hash på Christiania.

Gennem en længerevarende efterforskning er det lykkedes politiet at kortlægge et netværk af personer, som systematisk har produceret flere end 140.000 joints i en periode på halvanden måned.

Jointfabrikken var placeret i et skur på Christiania. Her skal en større gruppe personer under ledelse af personer med tilknytning til Hells Angels og støttegruppen AK81 have fremstillet de mange joints.

De ni personer blev anholdt omkring tirsdag middag. De er sigtet for i forening at have deltaget i og medvirket til produktionen.

En af de anholdte er en 30-årig dansk mand, som er fuldgyldigt medlem af Hells Angels Nomads. En anden 30-årig skal ligeledes have tilknytning til rockergruppen.

De resterende syv er mænd i alderen 19-61 år. Ifølge politiet har de alle relationer til den organiserede hashhandel i Pusher Street.

- Dagens aktion bekræfter blot, at det er organiserede kriminelle, der står bag hashsalget i Pusher Street, og i dette tilfælde forsyner sælgerne i Pusher Street med færdigrullede joints, siger vicepolitiinspektør Dannie Rise, der leder Københavns Politis Task Force Pusherstreet.

Set i lyset af de seneste måneders gentagne aktioner på Christiania undrer han sig over fundet af hashskuret.

- Der findes vel lige i øjeblikket ikke noget sted i København, hvor risikoen for at blive snuppet af politiet er større end på Christiania, så vi forstår altså ikke, at folk endnu ikke har lært lektien, siger Dannie Rise.

Foruden de nu anholdte jagter politiet yderligere et antal personer, som har været en del af joint-produktionen.

Politiet har tirsdag eftermiddag gennemført ransagninger af 15 forskellige adresser i Storkøbenhavn - herunder Hells Angels Nomads klubhus i Siljangade.

Under ransagningerne blev der fundet penge, som politiet mistænker stammer fra narkosalg. Der blev også fundet partier af narkotika, stikvåben, anabolske steroider og remedier til fremstilling af joints.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag aften.

De anholdte vil onsdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.