Politiaktion midt i Paris var falsk alarm
Franske medier meldte om mulig gidseltagning i kirke midt i Paris, men det var falsk alarm.
Fransk politi sikrer området ved Saint Leu-kirken under en sikkerhedsoperation lørdag i det centrale Paris.
Fransk politi sikrer området ved Saint Leu-kirken under en sikkerhedsoperation lørdag i det centrale Paris. Foto: Philippe Wojazer/Reuters


En større sikkerhedsoperation gik lørdag eftermiddag i gang i det centrale Paris. Ifølge flere franske medier var der mistanke om et angreb mod en kirke.

Fransk politi udsendte en advarsel til beboere og andre om at holde sig væk fra området omkring indkøbscentret Hallerne i den centrale del af den franske hovedstad.

Men efter kort tid kunne storalarmen afblæses.

- Der er ingen fare på færde, skriver politiet på Twitter.

En politikilde bekræfter over for Le Monde, at der er tale om falsk alarm.

Inden da nåede den franske regering at advare om, at der kunne være tale om et angreb mod en kirke på Saint-Denis gaden.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om den store politiaktion.

Frankrig er i højt alarmberedskab efter flere blodige terrorangreb på fransk jord i det seneste år.

I november 2015 dræbte flere gerningsmænd i alt 130 mennesker i en række koordinerede angreb i Paris.

I juli kørte en fransk-tunesisk mand en 19 ton tung lastbil ind i en menneskemængde i Nice, der var samlet om aftenen for at se fyrværkeri på Frankrigs nationaldag 14. juli. Her blev 85 mennesker dræbt.

I de seneste uger har Frankrig foretaget flere anholdelser på mistanke om terror.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.