Pisse-klamt: Gammelt bland-selv-slik fundet i uhumsk lager
Fødevarerejseholdet har beslaglagt 30 ton gammelt slik fra et lager i Valby. Forholdene var uhygiejniske.
Fødevarestyrelsen har indtil videre beslaglagt den store mængde slik og fortsætter efterforskningen.
Fødevarestyrelsen har indtil videre beslaglagt den store mængde slik og fortsætter efterforskningen. Foto: Scanpix/arkiv


Der er fredag blevet beslaglagt enorme mængder gammelt slik fra et kælderlokale i Valby. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Da Fødevarerejseholdet slog dørene op til kælderlokalet på Carl Jacobsens Vej i Valby, var to personer i gang med at ompakke gammelt slik til nye æsker. De hygiejniske forhold var så kritiske, at den eneste form for toilet var en tom spand, og der var ingen håndvask.

Det er desværre ikke en sjældenhed at finde den slags ulovlige lagre, fortæller Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet.

- Det er desværre ved at være ret ofte, at vi finder lagre som dette, hvor slik bliver opbevaret og håndteret på en måde, som gør det uegnet til menneskeføde.

- De unge mennesker, som sad og ompakkede slik, har ikke haft mulighed for vaske hænder, så der kan være kommet colibakterier og andre bakterier på slikket, siger Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugerne til at kassere slikket, men på grund af manglende fakturaer fra lagerets side har Fødevarestyrelsen ikke oplysninger om, hvilke butikker der har modtaget varer fra lageret.

I samarbejde med Skat har Fødevarestyrelsen på det seneste sat fokus på uregistrerede og ulovlige slikfirmaer og slikbutikker, da der i stort omfang foregår snyd med registrering, håndtering og afgiftsbetaling.

Fødevarestyrelsen har indtil videre beslaglagt den store mængde slik og fortsætter efterforskningen.

Det er kun omkring seks uger siden, at Fødevarerejseholdet beslaglagde 100 ton fødevarer fra et andet lager i Valby. Her var der fyldt med rotter. Dengang blev der beslaglagt slik, sodavand, mel og vin, som var dækket af et tykt lag rotteekskrementer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.