Pind udfordrer Thulesen: Politiskole skal ligge i Herning
Regering har bestemt, at politiskole skal ligge i Herning, siger Pind og trodser dermed Dansk Folkeparti.
Venstre fortsatte søndag deres 2-dages landsmøde i Herning Kongrescenter. Her ses justitsminister Søren Pind og Anders Fogh Rasmussen.
Venstre fortsatte søndag deres 2-dages landsmøde i Herning Kongrescenter. Her ses justitsminister Søren Pind og Anders Fogh Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Scanpix


- Politiskolen er blevet placeret i Herning. Og ved I, hvem der har bestemt det? Det har regeringen!

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pind (V) fra talerstolen på Venstres landsmøde i Herning.

I en længere opremsning af de 4050 statslige arbejdspladser, sætter Søren Pind streg under, at de placeres mange forskellige steder i Danmark.

Herunder politiskolen i Herning.

Dermed sender justitsministeren en udfordring af sted til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Under finanslovsforhandlingerne har Dansk Folkeparti fået trumfet igennem, at placeringen af politiskolen skal tages op i politiforligskredsen.

Thulesen Dahl mener, at behovet for hurtig uddannelse af politibetjente er så stort, at man bør tage eksisterende bygninger i brug frem for at bygge en helt ny skole i Herning.

- Vi har ventet et år på at få afklaring på en politiuddannelse i Vestdanmark. Der får vi at vide, at der kan bygges en ny skole i 2019 til 2020. Det er meget sent, sagde Thulesen Dahl, da de blå partier fredag indgik en aftale om finansloven.

Kristian Thulesen Dahl understregede, at han ikke har en holdning til, hvor politiskolen skal placeres - så længe der kan optages nye politielever allerede fra 2018.

- Der er en række kommuner, som har budt ind med bygninger, så man kan komme i gang med at uddanne politifolk hurtigere. Det skal vi tale om, siger han.

Lørdag sagde Hernings borgmester, Lars Krarup (V), at nybyggeri i Herning har "den kæmpestore fordel", at lokalplanen ligger klar, så der kan skæres 12 måneder af byggeprocessen.

I den forbindelse fastslog Pind, at "regeringens beslutning står ved magt".

- Såvel som Vejle har fået Naturstyrelsen. Haderslev har fået Udbetaling Danmark, og Viborg har fået Civilstyrelsen, så har regeringen besluttet, at en nybygget politiskole skal ligge i Herning, siger Søren Pind.

Foruden regeringen og de tre borgerlige støttepartier er Socialdemokratiet også med i politiforligskredsen. Oppositionspartiet har ligesom DF kritiseret regeringen for at melde Herning ud som hjemby for den kommende skole.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.