PET: Al-Qaeda planlægger lige nu terror i Danmark
Al-Qaeda er for første gang direkte involveret i styring og planlægning af terror på dansk jord, afslører PET-chef. Danske unge er terror-trænede i udlandet og »planlægger lige nu angreb«
Af Simon Andersen
MERE
Nu ser vi – også i sager der ikke er kendt i offentligheden – en målrettet styring, træning og planlægning af terrorangreb på dansk jord udført i al-Qaeda-regi, siger PET-chef Jakob Scharf. Arkivfoto


På direkte ordre fra al-Qaedas ledelse »planlægges der lige nu« terrorangreb på dansk jord.

Det afslører chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), politimester Jakob Scharf, over for Nyhedsavisen.

Ifølge PET-chefen har al-Qaeda et stærkt ønske om at gennemføre et terrorangreb i Danmark.

»Vi har netop nu flere operationer kørende. Vi ser på personer og netværk i Danmark, der udgør en konkret trussel, og som har viljen og evnen til at gennemføre et angreb,« siger Jakob Scharf.

Ifølge PET har unge med dansk baggrund været på terrortræning på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Som noget afgørende nyt er terror-forberedelserne »målrettet styret og planlagt« af al-Qaeda.

På spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende personer kun har et terrorangreb »i tankerne«, svarer Jakob Scharf:

»Nej. Disse mennesker og netværk udgør en konkret trussel, som vi lige nu i PET arbejder med at imødegå.«

Målrettet styring

Ifølge PET er de fortrinsvis unge, mulige terrorister med muslimsk baggrund i dag mere 'professionelle':

»De er dygtigere, mere målrettede og bedre trænede,« siger Jakob Scharf og afslører, at danskere er blevet trænet i al-Qaeda-lejre i bjergene mellem Pakistan og Afghanistan.

»Der er bestemt sket en udvikling. I for eksempel terrorsagerne fra Glostrup og Odense havde vi at gøre med løse netværk, der fik en idé om at udøve terror og lod sig inspirere via internettet. Nu ser vi – også i sager der ikke er kendt i offentligheden – en målrettet styring, træning og planlægning af terrorangreb på dansk jord udført i al-Qaeda-regi«.

Jakob Scharf tilføjer, at den seneste terrorsag, hvor to unge fra Glasvej i København er tiltalt for at ville udføre terrorangreb, »klart er udtryk for, at al-Qaeda har genvundet fodfæstet og kan træne terrorister, gennemføre operativ planlægning og udpege mål.«

Ifølge PET er terrorangrebet mod den danske ambassade i Pakistan også styret af al-Qaedas ledelse.

»Der har været – og er – et stærkt ønske hos al-Qaeda om at ramme Danmark og danske interesser.«

Det skyldes, at Danmark er blevet 'kendt' efter Muhammed-tegningerne, og at al-Qaeda kan vinde gehør ved at rette terror mod et land, der beskyldes for at have hånet Muhammed.

faktaboks

Terrorsagen fra Vollsmose

I Odense anholdt politiet i september 2006 syv personer i Vollsmose. De blev sigtet for at have anskaffet »diverse effekter til fremstilling af en eller flere bomber«. Fire blev tiltalt. Tre blev i november 2007 kendt skyldige.

To mænd med udenlandsk baggrund på henholdsvis 22 og 35 år blev idømt 12 års fængsel.

En 33-årig medskyldig dansk konvertit fik 5 års fængsel.

Terrorsagen fra Glostrup

Fire unge mænd blev tiltalt for at have samarbejdet med en tyrker med dansk baggrund og en bosnier med svensk baggrund, der blev dømt for terror i Bosnien.

En 18-årig mand blev i februar 2007 idømt syv års fængsel.

Tre blev frikendt. Sagen mod en af de frifundne, en 19-årig mand, gik om, men han blev på ny frikendt.

Planlagt drab mod tegner

Tre mænd blev i februar i år anholdt på mistanke om, at de planlagde et drab på Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard. En dansk statsborger er løsladt, mens to udlændinge med tunesisk baggrund er fængslet med henblik på udvisning.

Terrorsagen fra Glasvej

I Storkøbenhavn anholdt politiet i september sidste år otte mænd.

To muslimske mænd på 22 og 23 år er nu tiltalt for at have fremstillet og prøvesprængt sprængstof og for at planlægge en terrorhandling.

En 23-årig mand er tiltalt for at opfordre til kidnapninger af danskere i udlandet.

PET mener, at de unge er »militante islamister med internationale forbindelser til ledende medlemmer af al-Qaeda.«

Mansour-sagen

Said Mansour fra Brønshøj blev i april 2007 af byretten idømt tre år og seks måneders fængsel for at opfordre til terror. Mansour var i besiddelse af og spredte filmklip i tusindvis, der opfordrede til vold og hellig krig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.