Pensionsselskab nægtede kræftsyg kvinde penge
AP Pension ville ikke udbetale forsikring til en kræftsyg kvinde, da hendes arbejdsgiver gik konkurs. Ankenævnet for Forsikring har nu pålagt selskabet at rette ind.
Ankenævnet for Forsikring har pålagt AP Pension at betale en kræftsyg kvinde hendes forsikring for kritisk sygdom.
Ankenævnet for Forsikring har pålagt AP Pension at betale en kræftsyg kvinde hendes forsikring for kritisk sygdom. Modelfoto: Colourbox


En kræftramt kvinde stod til at miste 200.000 kroner, da hendes arbejdsgiver gik konkurs, og pensionsselskabet ikke ville udbetale forsikring ved kritisk sygdom. Nu har Ankenævnet for Forsikring pålagt AP Pension at rette ind. Det skriver Fagbladet 3F.

Hun nåede kun at være med i en pensionsordning hos AP Pension i få måneder, før arbejdsgiveren krakkede. Et par måneder senere blev hun syg af kræft og er nu ramt af livstruende metastaser.

Hun var i kontakt med AP Pension, da hun blev syg. Selskabet havde på det tidspunkt ikke hørt om konkursen endnu. Næsten samtidig indbetalte Lønmodtagernes Garantifond to gange på hendes ordning, fordi de dækkede, hvad arbejdsgiveren skyldte.

Ankenævnet for Forsikring peger i afgørelsen på, at der gik lang tid, før AP Pension fortalte hende, at hendes dækning var ophørt på grund af konkursen. Det var længe efter, hun havde anmeldt sygdommen. Derfor er hun dækket, fastslår ankenævnet, som også har pålagt selskabet af refundere en større del af kvindens advokatudgifter.

Chefjurist Birgitte Frank Uggerhøj fra AP Pension oplyser, at selskabet har efterlevet afgørelsen fra ankenævnet. Kvinden får invalidepension fra AP Pension. Det har der ikke været nogen strid om.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.