Paven besøger græsk flygtninge-ø
Paven besøger i næste uge den græske ø Lesbos, hvor hundredtusinder flygtninge er strømmet til, siger kilde.
Pave Frans, der længe har talt for flygtninges rettigheder, vaskede i påskedagene fødder på flygtninge af forskellige religiøse overbevisninger.
Pave Frans, der længe har talt for flygtninges rettigheder, vaskede i påskedagene fødder på flygtninge af forskellige religiøse overbevisninger. Foto: L'osservatore Romano/AP


Flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan og andre af verdens krigs- og konfliktplagede lande ankommer fortsat i stort antal til de græske øer.

Flygtningene tager turen fra Tyrkiets kyster mod Grækenland i synkefærdige både. Det er billeder, der har fyldt meget i de europæiske nyhedsmedier i mange måneder.

Nu vil den katolske kirkes overhoved, pave Frans, selv have et indtryk af situationen og ankommer derfor til ferieøen Lesbos i næste uge, siger en græsk regeringskilde. Besøget vil formentlig finde sted torsdag eller fredag.

Pave Frans ankommer efter planen i selskab med den græske ortodokse kirkes overhoved, patriark Bartholomew, for at vise støtte til flygtningene, siger kilden, der over for det franske nyhedsbureau AFP betegner pavens visit som "et besøg af ekstraordinær vigtighed".

Også den græske premierminister, Alexis Tsipras, rejser med de to religiøse overhoveder til Lesbos.

I løbet af det seneste års tid er hundredtusinder af flygtninge og migranter ankommet til den græske ferieø i håbet om at kunne skabe sig en bedre tilværelse i Europa.

Pave Frans har tidligere vist forståelse for flygtningenes situation og har længe opfordret det internationale samfund til at åbne dørene for flygtninge og bekæmpe fremmedhad.

Senest i påskedagene, hvor paven holdt en tale, der blandt andet rummede en skarp kritik af de europæiske ledere og en fordømmelse af Europas "ligeglade og bedøvede samvittighed" angående flygtninge og migranter.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.