Passagerfly mod Egypten sikkerhedslander efter bombetrussel
Ungarsk politi har gennemsøgt flyet fra Tyskland mod Egypten, men fandt ikke nogen bombe om bord.


Der er ingen bombe om bord på passagerflyet, som er sikkerhedslandet i Budapest, lyder det fra ungarsk politi, efter at man har gennemsøgt flyet.

Det siger en talsmand for politiet, Viktoria Csiszer-Kovacs.

Luftfartsselskabet Condor bekræfter, at selskabet modtog en bombetrussel, som tvang passagerflyet fra Tyskland på vej mod Egypten til at sikkerhedslande mandag i Budapest.

Flyet var på vej fra Berlin til et af Egyptens mest populære turistmål, Hurghada.

Ungarsk politi begyndte gennemsøgningen af passagerflyet, kort efter at det blev nødt til at sikkerhedslande.

Også bagagen på flyet blev gennemsøgt.

Derudover er det sparsomt med oplysninger.

Truslen var rettet mod luftfartsselskabet, bekræftede en talsmand for politiet.

Et russisk passagerfly fra Egypten mod Skt. Petersborg styrtede 31. oktober til jorden, hvilket kostede 224 mennesker livet.

Den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat tog skylden for at have smuglet en bombe om bord på flyet, som styrtede ned over Sinai-halvøen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.