Pas på: Her kan du blive syg på arbejdspladsen
En kop kaffe fra kantinen eller en håndfuld vingummier fra den fælles slikskål på kontoret kan meget vel resultere i en sygemelding.
Hvis du vil undgå sygdom, kan du med fordel begynde forebyggelsen ved at være opmærksom på smittekilder på din arbejdsplads.
Hvis du vil undgå sygdom, kan du med fordel begynde forebyggelsen ved at være opmærksom på smittekilder på din arbejdsplads. Foto: Colourbox/free


Det er de færreste, der har lyst til at bruge en del af efteråret med feberpande og hyppige toiletbesøg, og der er faktisk en del, du selv kan gøre, hvis du vil undgå at blive syg.

Arbejder du på et kontor, er der for eksempel stor sandsynlighed for, at du nyser, spiser, hoster og drikker kaffe ved en computer, og at du måske skifter arbejdsstation fra dag til dag.

Det betyder også, at du risikerer at mose rundt i dine kollegers efterladenskaber, for der er rigtig mange, der glemmer at vaske hænderne rigtigt, siger Lars Münter, der er sekretariatschef for Rådet for Bedre Hygiejne.

- Det kan jo lyde meget fint, hvis personer går ud fra toilettet og skyller hænderne, men uden sæbe bliver de jo ikke rene. De bliver kun våde, fortæller Lars Münter.

Af samme årsag har han flere gange kunnet konstatere, at især telefon, tastatur og skrivebord er nogle af de mest oversete områder i rengøringen overhovedet.

- Hvis du kigger ud over dit skrivebord eller de andres, hvor hyppigt bliver tastatur, telefon og mus overhovedet gjort rent? Sikkert ikke siden det forlod fabrikken, fortæller han.

Har du svært ved at holde dig vågen i løbet af arbejdsdagen, er det desuden også en rigtig god idé lige at være opmærksom på hygiejnen ved kaffemaskinen, fortæller Brian Kristensen, der er overlæge ved Statens Serum Institut.

- Der, hvor du tager din kaffe, kommer der typisk mange mennesker, så der vil det generelt være en god idé at spørge sig selv, om man har tilstrækkeligt rene hænder, før man skænker eller trykker på knappen.

Han tilføjer, at det også er en god idé at vaske sine hænder, efter at man har rørt ved den fælles kaffemaskine, hvis den ikke skulle have været ordentligt rengjort.

I det hele taget er det de fælles ting på din arbejdsplads, der i sidste ende kan betyde, at du må ringe til chefen med en sygemelding.

Et andet klassisk eksempel på en skjult smittekilde er den fælles slik- eller bolsjeskål, der mange gange om dagen bliver besøgt af forskellige slags hænder, forklarer overlægen.

- En slikskål er selvfølgelig altid meget godt, men du nedsætter risikoen for, at der kommer influenza-holdige hænder i den ved for eksempel at sætte en ske ned i skålen, så man hælder slikket ned i hånden i stedet for at stikke hele klør fem ned i skålen.

 

Sådan undgår du sygdom på arbejdet

- Vask hænder grundigt og flere gange om dagen.

- Hold dig fra den fælles slikskål, hvis du ikke er sikker på, at alle har rene hænder, eller hvis der ikke er et redskab at tage med.

- Lån ikke kuglepenne eller blyanter af andre.

- Rengør tastatur, telefon og computermus med jævne mellemrum. Især, hvis du deler med andre.

- Nys ikke ud i luften. Brug et papirlommetørklæde, som kan smides ud efter brug eller til nøds et ærme for ikke at sprede bakterier.

- Skyl frugten, før du spiser den, hvis arbejdspladsen har frugtordning.

 

Kilde: Rådet for Bedre Hygiejne

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.