Pas på: Din smartphone kan give dig angstanfald
Hold op med at sende beskeder til hinanden hele tiden. Vi skal give hinanden fri, siger forfatteren Katrine K. Pedersen.
Vores hjerner er ikke bygget til multitasking. Det skriver professor i psykologi, Larry D. Rosen, og foreslår i sin bog , at vi finder bedre måder at leve i en højteknologisk verden uden at opgive vores moderne teknologi.
Vores hjerner er ikke bygget til multitasking. Det skriver professor i psykologi, Larry D. Rosen, og foreslår i sin bog , at vi finder bedre måder at leve i en højteknologisk verden uden at opgive vores moderne teknologi. Foto: Scanpix/modelfoto


Vidste du, at hver gang din mobiltelefon giver et lille bip fra sig, så opfatter din hjerne det som et lille angst­anfald?

Det skriver professor i psykologi ved California State University, Larry D. Rosen i sin bog "The Distracted Mind: Ancient Brains in a High-Tech World".

Og bipper den 30-40 gange, så udmattes din hjerne. Den vil nemlig være i konstant alarmberedskab.

Sagt med andre ord, så er din afhængighed af at være tilgængelig hele tiden plus din afhængighed af hele tiden at være opdateret med nyheder eller seneste nyt fra dine mange "venner" på de sociale medier i fuld sving med stresse dig alvorligt.

Skab nye normer

- Vi har en norm om, at man ikke ringer til hinanden efter klokken 10 om aftenen, medmindre det er nærmest livsvigtigt. Det er på tide, vi begynder at skabe samme normer for vores brug af smartteknologien, siger Katrine K. Pedersen til Djøfbladet.dk.

Hun  er forfatter med flere bøger bag sig, men en dag fik hun en sikkerhedsdør i DR i hovedet. Mødet med døren kostede hende fire måneder med hjernerystelse og forbud mod at kigge på en skærm.

Hurtigt gik det op for hende, at hun var ekskluderet fra sine normale relationer. De oplevelser beskrev hun efterfølgende i bogen "Phono Sapiens – det langsomme pattedyr på speed".

Usikkerhed i smartteknologiens vold

I følge Katrine K. Pedersen skaber smartteknologiens grænseløshed en grundlæggende usikkerhed i en verden, hvor man vil være en fleksibel, omstillingsparat medarbejder, som svarer på mails og andre former for beskeder.

Katrine K. Pedersen opfordrer til, at arbejdspladser begynder at lave regler for, hvornår man forventes at svare på mails og sms’er, og hvornår medarbejderne med god samvittighed kan holde fri.

- Vi hylder folk, der er gode til at ­holde mange bolde i luften på én gang, og smartteknologien giver os jo mulighed for både at tale i telefon og svare på mails samtidig. Problemet er bare, at vi ikke bliver mere effektive, når vi spreder vores fokus, siger Katrine K. Pedersen.

Hun mener, at kulturen skal ændres, så vi holder op med at sende beskeder til hinanden om natten. Vi skal give hinanden fri fra arbejdet, så vores hjerner kan nå at lade op og være klar til en ny arbejdsdag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.