Pas på: Derfor kan Netflix lukke din konto
Et populært Netflix-trick giver dig en masse fordele som kunde, men kan også betyde, at Netflix lukker din konto.
Danskere har adgang til langt færre titler på streaming-tjenesten Netflix end amerikanerne. Måske derfor vælger mange at bruge snyde-software for at få adgang til den amerikanske version.
Danskere har adgang til langt færre titler på streaming-tjenesten Netflix end amerikanerne. Måske derfor vælger mange at bruge snyde-software for at få adgang til den amerikanske version. Foto: Scanpix/Arkiv


Streaming-tjenester som Netflix er blevet et populært alternativ til den gamle dvd-samling og de dyre tv-pakker, når man egentlig bare gerne vil se tv-serier og film.

Men for nogle danskere er det danske Netflix-udvalg tilsyneladende ikke nok til at dække deres underholdningsbehov. De bruger i stedet den billigere, amerikanske version, hvor der er flere film på de virtuelle hylder.

Det er da også relativt nemt at få adgang til det attraktive, amerikanske indhold, hvis du downloader nogle simple værktøjer på din computer, smartphone eller tv. Disse værktøjer kan blandt andet ændre din IP-adresse, så Netflix tror, du er i USA.

Og selvom de færreste føler sig som forbrydere, når de ærligt og redeligt betaler for at se og bruge den amerikanske version, er det til gengæld ikke uden risiko at "snyde" sig til at benytte andre tjenester end den danske, siger advokat med speciale i ophavsret, Kasper Frahm.

- Det er i strid med de aftalevilkår, du skal acceptere for at kunne benytte tjenesten. Netflix åbner ganske vist op for, at du kan bruge Netflix i andre lande end dit eget, men kun på ferien, og helt generelt er det i strid med aftalen at ændre sin IP-adresse for at få adgang, siger Kaper Frahm.

Derfor løber du også en risiko som abonnent, siger han.

- Indtil videre ser Netflix ikke ud til at være så generet af det, at de ligefrem lukker brugernes konti, selvom de ville have ret til det. Det kan måske være udtryk for, at tjenesten ikke anser det som et stort problem, så længe danske brugere betaler deres danske abonnement, siger Kasper Frahm.

Men Netflix er på ingen måde vilde med, at du bruger den amerikanske version, skriver Joris Evers, som er chef for Corporate Communications i Netflix til Ritzau Fokus i en mail.

- Ophavsrettighederne giver ikke tilladelse til, at man kan benytte de pågældende titler i andre lande end USA, og derfor er det i strid med aftalevilkårene at benytte software til at krydse de virtuelle grænser. Vi benytter standardprocedurer for at forhindre denne type brug, skriver Joris Evers.

Fakta:

Selvom Danmark har sin egen Netflix, foretrækker mange at benytte den amerikanske version.

Det kan lade sig gøre ved hjælp af såkaldt DNS- eller VPN-software, som blandt andet kan lægge et slør over, hvilket land din computers IP-adresse kommer fra, så Netflix kan foranlediges til at tro, at du er i USA og dermed har lov til at benytte den amerikanske Netflix.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.