Pandoras oprydning efter Kasi fortsætter
Pandora fortsætter med dagens meddelelse om et styrket butiksnet sin brandingstrategi i Tyskland.
Pandora ændrer den strategi, som Jesper "Kasi" Nielsen stod i spidsen for.
Pandora ændrer den strategi, som Jesper "Kasi" Nielsen stod i spidsen for. Foto: LINDA JOHANSEN/POLFOTO


Pandora vil være mere synlig og dermed mere kendt i Tyskland.

Derfor har smykkevirksomheden mandag meddelt, at man investerer omkring 370 millioner kroner i at overtage op imod 78 butikker syd for grænsen.

Og det er et helt naturligt led i den strategi, man allerede satte i søen i 2011, siger aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

Han ser det nye tiltag som endnu et skridt i opgøret med den tidligere fremgangsmåde, hvor Jesper "Kasi" Nielsen - der nu står i spidsen for konkurrenten Endless Jewelry - oprettede et kæmpestort forhandlernetværk i Tyskland.

- Man var rigtigt god til at komme ud til forhandlerne, men var ikke så god til at få større arealer dedikeret til Pandora-smykker.

- Derfor har man lukket ned hos en masse mindre forhandlere og i stedet fokuseret på at komme ind i større butikker eller åbne egne, dedikerede konceptbutikker.

- Der er slet ingen tvivl om, at det har til formål at øge brandkendskabet, som ikke har været ret stort i Tyskland, siger Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer, at Pandora påtager sig en større økonomisk risiko ved at drive butikkerne selv, men samtidig også styrker sin position på det tyske marked, som rummer stort potentiale.

- Når økonomien er på vej ned i gear, bruger folk færre penge på lidt dyrere smykker og andre luksusvarer.

- Men Pandora befinder sig i det attraktive "affordable luxury"-segment, hvor der også i Tyskland fortsat er en stor forbrugsskare, og hvor der måske også er kommet forbrugere til, som normalt ville købere dyrere mærker, siger analytikeren.

Nyheden har ikke umiddelbart kastet de store kursudsving af sig. Aktien åbnede i et lille minus, men røg senere op i et plus på 0,5 procent.

- Man vil nok først se effekten senere.

- Det tyske marked har vist moderate vækstrater, og investorerne vil formentlig gerne se udviklingen lidt an for at se, om man kan komme tilbage på sporet igen ligesom i Australien og Storbritannien, vurderer Søren Løntoft Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.