Pakistan henretter brødre for seksdobbelt drab
Brødre er blevet hængt for drab få dage efter, at Amnesty kritiserede landet for dets henrettelsespolitik.


To brødre, som var dømt for drabet på seks personer fra samme familie, er lørdag blevet hængt i Pakistan.

Det skete få dage efter, at Amnesty International kritiserede landet for kun at være overgået af Kina og Iran, når det kommer til antallet af henrettelser. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nasir Mehmood og Tahir Iqbal blev tidligt lørdag morgen lokal tid hængt i byen Sialkot i den østlige del af landet for drabene, som ifølge seniorfængselsofficer Chaudhry Arshad Saeed Arain fandt sted i 2002.

Motivet var angiveligt en uoverensstemmelse over ejerskabet af et stykke jord. Der er ikke umiddelbart flere detaljer om det seksdobbelte drab.

Pakistan havde i seks år lagt dødsstraffen på hylden, men genoptog den da medlemmer af Taliban slog flere end 150 mennesker ihjel - de fleste af dem børn - på en skole i byen Peshawar i december 2014.

I første omgang blev dødsstraf kun genindført for terrordømte. Men i marts sidste år blev den udstrakt til at gælde fuldstændigt som inden 2008, hvor præsidenten satte dødsstraf på pause på ubestemt tid.

Ifølge Champa Patel, direktør for Amnestys sydasiatiske afdeling, henrettede Pakistan 326 personer sidste år.

- Over det seneste år har Pakistan taget tredjepladsen for registrerede statslige henrettelser i verden - en skammelig position, som ingen bør stile efter at få, sagde Champa Patel til AFP tidligere på ugen.

Siden dødsstraffen blev genoptaget til fulde i marts 2015 er det hovedsageligt mennesker uden nogen tilknytning til terrorisme, der er blevet henrettet.

Det oplyser Sarah Belal, chef for organisationen Justice Project Pakistan, som advokerer for afskaffelse af dødsstraffen.

De genoptagne henrettelser i den hovedsageligt muslimske nation har ifølge en rapport fra Amnesty International betydet en stigning på verdensplan. I 2015 blev 1634 mennesker henrettet - det højeste antal siden 1989.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.