Ombudsmanden advarer mod forholdene i Vridsløselille
Frihedsberøvede udlændinge i statsfængslet risikerer at få psykiske skadevirkninger, advarer ombudsmanden.


Udlændinge, der sidder låst inde på enkeltmandsceller næsten døgnet rundt, og mangel på aktiviteter og kommunikation. Kritikpunkterne af forholdene for udlændinge i Statsfængslet Vridsløselille hober sig op hos Folketingets Formand.

Han udtrykker således alvorlig bekymring over forholdene for de frihedsberøvede udlændinge i fængslet.

- Jeg har forståelse for, at myndighederne står med en vanskelig opgave med at finde plads til frihedsberøvede udlændinge, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

- Men forholdene i Vridsløselille giver mig anledning til alvorlig bekymring, blandt andet for psykiske skadevirkninger.

Reaktionen kommer efter et uanmeldt besøg i Vridsløselille 29. februar. Ombudsmanden understreger, at udlændinge i institutionen ikke afsoner en straf for en kriminel handling, men er frihedsberøvet af administrative grunde.

Det kan blandt andet være for at sikre deres tilstedeværelse, når de skal rejse ud af landet, eller når deres sag skal behandles.

- Nu bør myndighederne tage forholdene op til overvejelse, og jeg vil i forbindelse med et nyt besøg undersøge, om der er sket forbedringer, siger Jørgen Steen Sørensen.

Udlændingestramninger fra november 2015 betyder, at politiet skal frihedsberøve afviste asylansøgere i højere grad end tidligere. Det gør, at der skal være et sted, hvor de kan blive huset, indtil de forlader Danmark.

Det sker, fordi myndighederne frygter, at de afviste ansøgere vil stikke af og gå under jorden, eller fordi asylansøgerne har prøvet at rejse igennem Danmark for at komme til et andet land, eksempelvis Sverige.

En række eksperter kritiserede i mandagens Information ligeledes forholdene i Vridsløselille.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.