Olsen blev ikke hørt om ny talentchef
Landstræner Morten Olsen har ikke været involveret i ansættelsen af DBU's nye talentchef.
Fodboldlandstræneren har ikke haft indflydelse på, hvem DBU har hyret som ny talentchef.
Fodboldlandstræneren har ikke haft indflydelse på, hvem DBU har hyret som ny talentchef. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Da landstræner Morten Olsen i 2005 forlængede sin kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU), blev det indskrevet, at han skulle sætte sit præg på den fremtidige talentudvikling.

Men nu ser den gamle aftale ikke længere ud til at være gældende. I hvert fald er Olsen slet ikke blevet involveret i den igangværende proces med at ansætte en talentchef og en elitechef i DBU. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

- Jeg er ikke blevet informeret og slet ikke blevet spurgt, siger Morten Olsen.

Olsen har sat sit markante fingeraftryk på DBU's talentudviklingsprogram "Den røde tråd" og har i mange år været fortaler for ansættelsen af en chef for talentudviklingen, men hans mening har tilsyneladende ikke været efterspurgt i processen.

DBU's kommunikationschef Jakob Høyer siger, at Olsen - ligesom alle de øvrige landstrænere - er blevet orienteret undervejs.

- Det har været ansættelsesudvalget, der har stået for processen, og alle landstrænerne er løbende blevet informeret, siger Jakob Høyer.

Jobbet som elitechef er blevet besat af Kim Hallberg, mens unionen varsler, at den nye talentchef vil blive præsenteret i den kommende uge.

Forholdet mellem landstræneren og DBU er kommet under lup i den senere tid, hvor flere sager har antydet, at der er støj på linjen.

Senest glemte unionen at invitere Olsen til Dansk Fodbold Award, der blev afholdt i Odense i weekenden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.