Okore og Aston Villa stopper Uniteds sejrsstime
Efter seks sejre i træk oplevede Manchester United en lille nedtur, da det blev 1-1 ude mod Aston Villa.
Jores Okore (th.) leverede en stærk præstation i 1-1-kampen mod Manchester United.
Jores Okore (th.) leverede en stærk præstation i 1-1-kampen mod Manchester United. Foto: Clint Hughes/AP


Den danske forsvarsspiller Jores Okore spillede hele kampen for Aston Villa, som lørdag fik sat en stopper for Manchester Uniteds stime på seks sejre i træk.

I Birmingham endte opgøret 1-1.

Aston Villa førte 1-0 ved pausen takket være en flot scoring fra den belgiske angriber Christian Benteke, mens udeholdets colombianske frontmand Radamel Falcao sørgede for 1-1-udligningen tidligt i anden halvleg.

Manchester United stillede op med en prominent offensiv trio bestående af Radamel Falcao, Robin van Persie og Wayne Rooney, men ingen af dem var farlige i de første 45 minutter, hvor Aston Villa-forsvaret og Okore leverede en solid præstation.

I det hele taget spillede Okore en fin kamp. I første halvleg fik Okore for eksempelvis puffet Falcao væk, da colombianeren lagde an til en afslutning. Danskeren gentog kunststykket kort efter pausen i en duel mod Robin van Persie.

Ved flere lejligheder fik Okore også headet bolden væk, men hverken han eller andre Aston Villa-spillere var i nærheden af Falcao, som i det 53. minut headede 1-1-scoringen ind.

Lidt over 10 minutter senere gik det igen galt for Aston Villa, som fik angriberen Gabriel Agbonlahor udvist med et direkte rødt kort.

Agbonlahor og den tidligere Aston Villa-profil Ashley Young kæmpede om at nå den samme bold. I den forbindelse ramte Agbonlahor mere manden end bolden, vurderede dommeren, der så tacklingen som værende for voldsom.

Glemt på det tidspunkt var Bentekes flotte 1-0-mål i første halvleg, hvor han tog bolden ned med brystet, tog en dribling og med venstrebenet sparkede bolden over i det lange hjørne. United-keeper David De Gea, som på det seneste har storspillet, var chanceløs.

Flere mål kom der ikke, og Manchester United holder fast på tredjepladsen - syv point efter Chelsea og Manchester City. Aston Villa forbliver i det store midterfelt.

Christian Eriksen blev udskiftet i overtiden for Tottenhams hjemmehold, som vandt 2-1 over Burnley. Den danske midtbanespiller kom ikke selv på måltavlen. Det gjorde holdkammeraterne Harry Kane og Erik Lamela til gengæld.

Bundproppen Leicester, som må undvære en skadet Kasper Schmeichel på mål, indkasserede sæsonens 11. nederlag i 17 kampe med 0-2 ude til West Ham, som dermed fortsætter med at bejle til en Champions League-plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.