"Vi foretrækker ansøgninger fra ikke rygere". Så ved man godt, hvad klokken er slået, hvis man lugter af Cecil til jobsamtalen.
Men det er helt lovligt for arbejdsgiverne at sortere rygere fra, når man søger nye medarbejdere. Arbejdsmiljøloven dikterer nemlig, at arbejdsgiveren skal sørge for et sundt og sikkert miljø på arbejdspladsen.
"Og vi ved, at rygning er skadeligt både for medarbejderen selv og for kollegerne. Derfor har vi også fået en rygelov i Danmark. Så man kan henholde sig til, at det er en beskyttelse af medarbejderne, og derfor er det lovligt at skrive sådan," siger næstformand i HK, Mette Kindberg, til Newspaq.
Kommentaren falder, efter det er kommet frem, at Jysk med Lars Larsen i spidsen skriver i jobannoncerne, at de helst ser ansøgningerne fra folk, der holder sig fra tobakken.
Det ærgrer Mette Kindberg.
"Man afskærer sig fra en del af Danmarks befolkning, der har store kompetencer. Jeg synes, det er forkert, og arbejdsgiveren snyder måske sig selv for at få den allerbedste til lige præcis den stilling, de søger," siger næstformanden.
Arbejdsmiljøloven sikrer dine kolleger på arbejdspladsen. Derfor kan arbejdsgiveren ikke diktere, at du for eksempel skal motionere, da det kun har noget med din egen sundhed at gøre og ikke kollegernes.
Og arbejdsgiveren kan heller ikke skrive, at man foretrækker en mand frem for en kvinde, at ansøgeren helst skal være 25 år, eller at man ikke vil have homoseksuelle eller personer med en bestemt tro. Så bliver det nemlig diskrimination.