Offensivt forsvar skal sikre håndboldkvinder succes
Spændingsniveauet er i top, mener Klavs Bruun Jørgensen før debut om point som kvindelandstræner i håndbold.
Klavs Bruun Jørgensen er klar til debut om vigtige point, når de danske håndboldkvinder torsdag aften møder Tyrkiet i Aarhus.
Klavs Bruun Jørgensen er klar til debut om vigtige point, når de danske håndboldkvinder torsdag aften møder Tyrkiet i Aarhus. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Der er trænet og trænet, og endelig er de danske håndboldkvinder klar til at blive kastet i kamp med landsholdets træner Klavs Bruun Jørgensen på sidelinjen.

Det sker torsdag aften, når Danmark tager imod Tyrkiet i Aarhus i EM-kvalifikationen, og det bliver Klavs Bruun Jørgensens første kamp i spidsen for landsholdet, hvor der er vigtige point på spil.

- Det bliver godt at komme i gang. Nu har vi fået trænet en del og prøvet at få implementeret nogle nye ting: At det rent forsvarsmæssigt er meget offensivt, og at det rent angrebsmæssigt er et lidt mere isolerende spil, hvor vi gerne vil bringe vores fintestærke spillere i nogle én mod én-situationer.

- Så det bliver sjovt at se, hvordan det fungerer i en betydende landskamp, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Efter opgøret mod Tyrkiet går turen til Portugal, hvor Danmark spiller søndag eftermiddag, og dermed er der rig mulighed for under vigtige omstændigheder at teste de ting, holdet har trænet på det seneste.

- Pigerne virker helt klar til opgaven, og det har man også kunnet se til træning, hvor der virkelig er blevet gået til stålet.

- De er meget opsatte på at lave et par gode resultater i de kommende kampe, så jeg kan ikke forestille mig, at spændingsniveauet kunne være meget bedre, siger landstræneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.