Özlem efter debat om Føtex-skilt: Shop amok, fætre!
SF'eren Özlem Cekic driller DF's Martin Henriksen, efter han i går kritiserede Føtex, fordi en af kædens butikker skilter på arabisk.
Özlem Cekik synes. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti har et snævert verdensbillede.
Özlem Cekik synes. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti har et snævert verdensbillede. Scanpix


Der skal shoppes amok i dag i landets Føtex-butikker. I hvert fald hvis det står til SF's folketingsmedlem Özlem Cekic.

I går opstod der stor debat, efter en supermarkedskunde på Facebook havde postet et skilt fra en Føtex i Sønderborg. Butikken ligger tæt ved et asylcenter og havde derfor valgt at skrive et tilbudsskilt på arabisk.

Det fik Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen til at lange voldsomt ud efter Føtex-kædens butikker, som han ville boykotte på grund af skiltet. I dag er det så Özlem Ceckic, der langer ud efter DF'eren ved at drille ham på de sociale medier.

På Twitter har hun lagt et foto op at sig selv, hvor hun sender en hilsen til Martin Henriksen og holder et skilt op med arabiske skrifttegn, der oversat til dansk betyder "små sko."

"Snævert verdenssyn"

På Facebook opfordrer SF-politikeren alle sine "kusiner og fætre til at shop-amokke i Føtex"

"Henriksen mener at det er knæfald for Islam at Føtex, nær et asylcenter, har valgt at skilte med dansk OG arabisk. Helt ærligt. I Magasin har man valgt at skilte med russisk og kinesisk for at sælge sine varer til den turistgruppe også. Det må så i følge Henriksen betyde knæfald for kommunisme:-)) Ro på Henriksen," skriver Özlem Cekic.

- Jeg synes, Martin Henriksens udmeldinger vidner om, at han har et meget snævert verdenssyn, siger Özlem Cekic til Avisen.dk.

- Det har erhvervslivet til gengæld ikke. Føtex laver jo ikke det skilt for at være søde og rummelige, det gør de for at sælge varer til en kundegruppe. Sådan er kapitalismen, og det skal vi som politikere ikke blande os i. At DF gør det, er helt udnødvendigt og er med til at puste til et had.

I tweetet fra Özlem Cekik holder hun et skilt, hvor der med arabiske skriftegn står 'små sko'.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.