Özlem Cekics søster var i terrorramt lufthavn: Jeg er ked af det i dag
Den tidligere politikere opfordrer til, at nattens angreb i Istanbul ikke skaber splid.
"Jeg er fuldstændig ligeglad med om terroristerne råber Allahu Akbar eller Britian First! De er terrorister, hvis eneste formål er at skabe frygt og splid i mellem os," skriver Özlem Cekic på Facebook.
"Jeg er fuldstændig ligeglad med om terroristerne råber Allahu Akbar eller Britian First! De er terrorister, hvis eneste formål er at skabe frygt og splid i mellem os," skriver Özlem Cekic på Facebook. Foto: Scanpix/arkiv


Et blodigt selvmordsangreb ramte natten til onsdag Atatürk-lufthavnen i Istanbul.

36 meldes dræbt, og mange er sårede, efter tre selvmordsbombere først åbnede ild og dernæst sprængte sig selv i luften i lufthavnen.

Udenrigsministeriets Borgerservice melder indtil videre om ingen danskere blandt de dræbte og sårede. Men mange danskere har alligevel været tæt på angrebet. En af dem, der har haft angrebet tæt inde på livet, er den tidligere politiker og SF-profil Özlem Cekic. Hendes lillesøster var nemlig i lufthavnen, da bomberne sprang. Det fortæller Özlem Cekic selv i et opslag på Facebook.

"Min lillesøster var i lufthavnen, da terrorister sprang sig selv og andre i luften. Min mor var ligesom tusindvis af andre mødre, helt ude af den i nat. Heldigvis har min lillesøster det ok. Men desværre var andre ikke ligeså heldige," skriver Özlem Cekic blandt andet.

Vi må ikke give efter for terrorister

Özlem Cekic, der i dag arbejder som konsulent i Poul Nyrups psykiatrinetværk, benytter i sit opslag også lejligheden til at minde om vigtigheden af, at alle står sammen om demokratiske værdier og ikke lader terrorister splitte befolkningsgrupper ad. 

"Demokraternes fjende er først og fremmest terrorister. Jeg er fuldstændig ligeglad med om terroristerne råber Allahu Akbar eller Britian First! De er terrorister, hvis eneste formål er at skabe frygt og splid i mellem os. Vi må og skal ikke give efter!" lyder det fra Cekic.

Hun understreger, at hun græder for alle de dræbte, sårede og pårørende.

"Menneskeliv er menneskeliv. Uanset om de dræbte er muslimer eller ikke-muslimer, har de alle sammen været børn, ægtefæller, venner og kærester for nogen. Jeg er frygtelig ked af det i dag," skriver Özlem Cekic, der afslutter sit opslag med hashtagget "brobygger".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.