Økologer kalder dyrevelfærdsmærker for misvisende
Bundniveauet er for lavt i to nye dyrevelfærdsmærker, mener direktør i Økologisk Landsforening Paul Holmbeck.
Økologisk Landsforening kalder to nye dyrevelfærdsmærker for misvisende. Arkivfoto.
Økologisk Landsforening kalder to nye dyrevelfærdsmærker for misvisende. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


Forbrugerne skal snart til at orientere sig ved hjælp af ikke bare ét, men to nye dyrevelfærdsmærker.

Dagligvaregiganten Coop lancerer i løbet af næste uge et hjerteformet mærke, der skal vejlede forbrugerne i at få mest mulig dyrevelfærd i indkøbskurven.

Et lignende mærke er også på vej fra Miljø- og Fødevareministeriet. Det ventes at nå butikkerne næste år.

Begge mærkningsordninger indfører et trappesystem. Hos Coop kan varerne få mellem et og fire hjerter, der angiver graden af dyrevelfærd.

Bundniveauet er dog sat for lavt i de to ordninger, mener Paul Holmbeck, der er direktør i Økologisk Landsforening.

- Det laveste niveau i begge mærker er misvisende. De får et dyrevelfærdsstempel, selv om der egentlig er tale om overholdelse af lovkrav og nogle små forbedringer og ikke et godt dyreliv, siger han.

Især i ministeriets ordning er det ifølge Paul Holmbeck for nemt at få et mærke. Han frygter, at forbrugerne vil fravælge de dyrere produkter, når de kan købe produkter med dyrevelfærdsmærke til lavpris.

- Jeg vil gå så langt som til at sige, at ministeriets mærke er direkte konkurrenceforvridende og misvisende for forbrugeren, siger han.

Økologisk Landsforening har været med til at rådgive Coop i udarbejdelsen af kriterierne for Coops mærke, som landsforeningen derfor også er mere positiv overfor.

- Når jeg ser på Coops mærke i forhold til ministeriets mærke, så er det helt klart, at de har haft en højere ambition for dyrevelfærd i de krav, de har stillet, fortæller Paul Holmbeck.

I Coops ordning gives ét hjerte til produkter, hvor dyrene har stået i stald, men har mere plads og løsdrift end i den normale produktion.

De fire hjerter kommer på varer, hvor indsatsen for dyrevelfærd har ligget ud over reglerne for økologi og friland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.