Odense mister isligaens førsteplads efter choknederlag
Herlev Eagles fra bunden af Metal Ligaen slog Odense Bulldogs med 4-3. Herning er nyt hold på førstepladsen.
Herlev Eagles slog fredag aften Odense Bulldogs, der samtidigt må se sig overhalet af Herning Blue Fox i tabellen.
Herlev Eagles slog fredag aften Odense Bulldogs, der samtidigt må se sig overhalet af Herning Blue Fox i tabellen. Foto: DANIEL HJORTH/POLFOTO


Odense Bulldogs måtte fredag afgive førstepladsen i Metal Ligaen til Herning Blue Fox.

Topholdet rendte ind i et choknederlag på udebane til Herlev Eagles efter lidt af en fynsk rædselsuge.

Først blev Odense-holdet slået af Rødovre Mighty Bulls fra midten af tabellen, inden ligaens absolutte bundprop Gentofte Stars for få dage siden pressede favoritterne ud i overtid.

Spillerne fra Odense havde en god chance for at komme på ret kurs igen mod Herlev, der indtager ligaens næstsidste plads.

Topholdet kom allerede i første periode bagud med 1-3, og selv om fynboerne var godt på vej mod et comeback i tredje periode, så lykkedes det aldrig at indhente hjemmeholdets føring.

Oveni nederlaget måtte Odense-spillerne lide den tort, at Herning gik forbi i tabellen til trods for et midtjysk overtidsnederlag på 3-4 i Vojens til Sønderjyske.

Herning indtager førstepladsen med 63 point, mens Odense har 62 på andenpladsen - dog for en kamp færre end midtjyderne.

I Aalborg fik hjemmeholdet taget revanche for torsdagens nederlag til rivalerne fra Frederikshavn White Hawks, der blev slået 4-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.