Obama truer kongressen med præsidentielle dekreter
USA's kongres skal præsentere noget lovgivning, ellers vil præsidenten komme med præsidentielle dekreter.
Obama ønsker republikanerne tillykke med sejren ved midtvejsvalget.
Obama ønsker republikanerne tillykke med sejren ved midtvejsvalget. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


Den amerikanske præsident Barack Obama ønsker sine politiske modstandere tillykke med deres sejr ved midtvejsvalget.

- Jeg er ivrig efter at arbejde med den nye kongres de næste to år. Jeg ser frem til på fredag at mødes med ledelsen fra begge partier, siger præsidenten på et pressemøde i Washington onsdag aften dansk tid.

Samtidig gjorde han det klart, at hvis republikanerne ikke kommer med noget lovgivning på blandt andet immigrationsområdet, så vil han udskrive præsidentielle dekreter.

- Jeg har bedt John Boehner (formanden for Repræsentanternes Hus red.) give mig en lov, jeg kan underskrive. I så fald forsvinder mine præsidentielle ordrer. Men jeg vil handle, hvis kongressen ikke gør det, siger Barack Obama.

Han forventer ikke, at samarbejdet med det nye republikanske flertal i begge kamre, bliver helt smertefrit.

- Kongressen vil vedtage love, jeg ikke kan lide. Jeg vil gøre ting, de ikke kan lide. Det er sådan demokratiet fungerer.

Den demokratiske præsident siger også, at han har et særligt ansvar for samarbejdet mellem republikanerne og demokraterne i kongressen.

- Begge partier har et ansvar for at få det til at virke. Som præsident har jeg et særligt ansvar. Jeg er den mand, der er valgt af alle. Ikke kun en stat eller et distrikt, siger han.

Han fremhævede, at der var flere områder, hvor de to partier har en fælles interesse. Flere gange blev emner som infrastruktur, uddannelse, eksportaftaler og immigrationsreformer nævnt, som emner, hvor han forventede at kunne samarbejde med den nye kongres.

Præsidenten fremhævede også, at den nuværende kongres havde tre vigtige emner at behandle, før den nye tiltræder ved årsskiftet: Kampen mod ebola, kampen mod Islamisk Stat og budgettet, der udløber ved decembers slutning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.