Obama nominerer højesteretsdommer når Senatet samles igen
22. februar vil præsidenten have nomineret en efterfølger til den konservative dommer Antonin Scalia.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, skal nominere en efterfølger til den afdøde konservative højesteretsdommer Antonin Scalia.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, skal nominere en efterfølger til den afdøde konservative højesteretsdommer Antonin Scalia. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


Den amerikanske præsident, Barack Obama, vil nominere en ny højesteretsdommer til at efterfølge den afdøde Antonin Scalia, når Senatet igen samles 22. februar.

Det siger talsmanden for Det Hvide Hus, Eric Schultz, søndag.

- Da Senatet i øjeblikket ikke er samlet, forventer vi ikke, at præsidenten vil forcere sin beslutning. Han vil i stedet have besluttet sig, når Senatet igen samles, siger Schultz til Reuters.

- Til den tid forventer vi, at Senatet vil tage stilling til præsidentens nominerede i tråd med det ansvar, de har ifølge forfatningen, siger han.

Obama er for tiden på ferie i Californien, men han vender tilbage til Washington tirsdag.

Barack Obama har tidligere udnævnt to højesteretsdommere. Begge gange tog det præsidenten omkring en måned at nominere en kandidat.

Efter den konservative højesteretsdommer Antonin Scalias død, har præsident Barack Obama en sjælden mulighed for at tippe magtbalancen i den magtfulde amerikanske højesteret.

Efter Scalias død består USA's Højesteret lige nu af fire liberale og fire konservative dommere.

Obama kan dermed ændre på magtbalancen, hvis han når at få indsat en liberal dommer til at efterfølge Scalia.

Men præsidenten står over for en hård kamp med Senatet, der skal stemme for den person, som præsidenten nominerer.

Republikanernes flertalsleder Mitch McConnell ønsker ikke, at Barack Obama får lov til at nominere en ny dommer til at efterfølge Scalia.

- Pladsen bør ikke fyldes ud, før vi har en ny præsident, sagde Mitch McConnell lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP med hentydning til præsidentvalget i november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.