Obama-kilde: USA vil modtage 110.000 flygtninge næste år
I det kommende år kommer USA til at modtage 30 procent flere flygtninge end i det foregående år.
USA vil sætte mål for at modtage 110.000 flygtninge i det kommende år, siger en unavngiven kilde i præsident Barack Obamas stab ifølge nyhedsbureauet AP.
USA vil sætte mål for at modtage 110.000 flygtninge i det kommende år, siger en unavngiven kilde i præsident Barack Obamas stab ifølge nyhedsbureauet AP. Foto: Carlos Barria/Reuters


USA vil annoncere et mål om at modtage 110.000 flygtninge i det kommende år, siger en unavngiven kilde i præsident Barack Obamas stab ifølge nyhedsbureauet AP.

Det vil ske via en fordelingsnøgle, hvor man tager 40.000 fra Mellemøsten og den sydlige del af Asien. USA vil modtage 4000 fra Europa.

Føres ambitionen ud i livet, vil der være tale om en stigning på 30 procent i forhold til det seneste år, skriver nyhedsbureauet.

Tusindvis af flygtninge fra det krigshærgede Syrien er allerede kommet til Nordamerika.

I slutningen af august sagde Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice, at USA ville indfri målet om at tage 10.000 fra Syrien i år.

Barack Obama satte i 2015 som mål, at USA skulle tage imod mindst 10.000 syrere inden udgangen af det nuværende finansår, som slutter med udgangen af september.

Regeringen i nabolandet Canada har også modtaget syriske flygtninge i tusindtal.

Obamas vilje til at modtage syriske flygtninge er blevet mødt af kritik fra Republikanerne. De hævder, at de mange syrere udgør en trussel, da der kan være terrorister blandt dem.

USA spiller en ledende rolle i konflikten i Syrien, hvor amerikanerne sammen med russerne for nylig har forhandlet en våbenhvile.

Samtidig leder USA en koalition af lande, som bekæmper den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat både i Syrien og Irak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.