Obama besøger pårørende til ofre for skoleskyderi
USA's præsident vil møde familierne til de ni personer, der i sidste uge blev dræbt på et college i Oregon.
Borgere i delstaten Oregon samlet for at mindes ofrene for et blodigt skoleskyderi i sidste uge. Fredag ventes præsident Barack Obama at besøge ofrenes efterladte.
Borgere i delstaten Oregon samlet for at mindes ofrene for et blodigt skoleskyderi i sidste uge. Fredag ventes præsident Barack Obama at besøge ofrenes efterladte. Foto: John Locher/AP


Ved private møder med de pårørende til ofrene for sidste uges skoleskyderi i den amerikanske delstat Oregon vil præsident Barack Obama kondolere over for de efterladte.

Det oplyser en embedsmand fra Det Hvide Hus.

- Præsident Barack Obama vil rejse til Roseburg, Oregon, på fredag for privat at mødes med familierne til ofrene for det seneste skoleskyderi, siger embedsmanden ifølge Reuters.

Nærmere detaljer om præsidentens besøg i den lille by vil blive fremlagt i løbet af de kommende dage, lyder det videre.

Barack Obama har tidligere beklaget, at det ikke er lykkedes ham at få indført en strengere våbenlov i løbet af sin tid som præsident.

Efter skoleskyderiet i Roseburg talte han ligeledes i vrede vendinger over, at Kongressen ikke har skærpet reglerne.

- Som jeg siger, hver gang vi oplever et af disse masseskyderier: Amerika vil bede for ofrene og deres familier. Men tanker og bønner er bare ikke nok. Det gør intet for at forhindre disse massakrer i USA - i næste uge eller om nogle måneder, sagde Obama.

Den 26-årige mand, der 1. oktober dræbte ni personer på Umpqua Community College i Roseburg, var selv studerende på skolen.

Han skød sin lærer og otte medstuderende, før han tog livet af sig selv.

Skolen har været lukket siden skyderiet, men mandag blev elever budt tilbage på skoleområdet, hvor de fik mulighed for at tale med hinanden og professionelle om sorgen.

Alle timer er dog aflyst hele ugen, skriver Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.