Nyhedsbureau dokumenterer IS-massegrave i Irak
Nyhedsbureauet AP har dokumenteret, at Islamisk Stat har gravet 72 massegrave i Irak og 17 i Syrien.


Det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP)har dokumenteret, at Islamisk Stat har gravet mindst 72 massegrave i Irak og mindst 17 i Syrien.

Nyhedsbureauet, som dokumenterer massegravene gennem eksklusive interviews, fotos og research, venter, at der vil blive fundet langt flere massegrave, efterhånden som det territorium, der har været under Islamisk Stat, bliver undersøgt.

I Syrien er der begravet hundredvis af lig i en af massegravene. AP skriver, at der i nogle af gravene ligger "hundredvis - om ikke tusindvis af dræbte".

- Der er i realiteten ikke gjort noget forsøg på systematisk at dokumentere de forbrydelser, som har fundet sted, ved at samle beviser eller ved at sikre, at massegravene bliver identificeret og beskyttet, sige Naomi Kikoler fra Holocaust Museum i Washington.

Hun besøgte for nylig området, hvor især det religiøse mindretal yazidierne blev udsat for massakrer og frygtelige overgreb, da medlemmerne af IS rykkede ind.

IS har ikke selv gjort forsøg på at skjule massedrab og har filmet mange af massakrerne, skriver AP.

Over 600 tidligere indsatte i Badoush-fængslet i Mosul ligger efter alt at dømme i en af massegravene.

Det anslås, at mellem 5200 og 15.000 er dræbt ved massakrer i Irak.

Et FN-panel, som undersøger situationen i Syrien, fremlagde i juni den første FN-rapport, der specifikt handler om Islamisk Stats overgreb mod yazidierne, som har deres egen religion.

- Dette folkedrab har foregået et stykke tid, og det foregår fortsat, sagde Paulo Pinheiro, som leder FN's undersøgelseskommission for Syrien, COI. I rapporten beskrives slavemarkeder, hvor yazidikvinder og piger bliver solgt til mænd fra IS.

USA har fordømt Islamisk Stat for at begå folkedrab på kristne, shiamuslimer og yazidierne i Irak og Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.