Nye tal: Færre ansatte på byggepladserne
Et svagt fald i beskæftigelsen for byggebranchen kan betyde, at tredje kvartal kommer ud med negativ vækst, vurderer seniorøkonom.
Beskæftigelsen i byggebranchen er faldet i årets tredje kvartal. Arkivfoto.
Beskæftigelsen i byggebranchen er faldet i årets tredje kvartal. Arkivfoto. Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


Listen over ansatte i byggebranchen fik hen over sommeren streget 300 navne. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Og det er dårligt nyt, fordi det øger risikoen for negativ vækst i årets tredje kvartal. Det vurderer seniorøkonom hos Nykredit Tore Stramer.

- Det er naturligvis skuffende med tanke på, at væksten i øjeblikket er svag i dansk økonomi, og risikoen for negativ vækst er nu igen overhængende, siger han i en pressemeddelelse.

Beskæftigelsen i byggebranchen faldt i årets tredje kvartal med 0,2 procent, men kom allerede fra et fald på 0,6 procent fra årets andet kvartal. Det hører dog med til historien, at beskæftigelsen i første kvartal steg med 2,9 procent som et resultat af de to orkaner, der i efteråret og vinteren 2013 hærgede sig gennem Danmark.

Ifølge Tore Stramer er der god grund til at holde øje med beskæftigelsen inden for byggebranchen i øjeblikket, fordi branchen er med til at indikere, om en række offentlige investeringer fra regeringens side får sparket økonomien i gang igen.

- Der er meget, der tyder på, at regeringens fremrykning af en række offentlige investeringer i veje, skoler, sygehuse og almene boliger ikke har formået at løfte byggebeskæftigelsen i 2014, siger Tore Stramer.

Byggebeskæftigelsen lå i årets tredje kvartal på 147.800 personer.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.