Nye hug til Eva Kjer: Beskyldt for at vildlede i pels-sag
Midt i gyllesagen bliver ministeren beskyldt for at have givet vildledende svar i en anden sag også.
Midt i skandalen om landbrugspakken beskylder Enhedslisten Eva Kjer Hansen for at have vildledt i endnu en sag.
Midt i skandalen om landbrugspakken beskylder Enhedslisten Eva Kjer Hansen for at have vildledt i endnu en sag. Foto: Scanpix


Miljø- og Fødevareministeren har givet vildledende svar til Enhedslisten i sagen om en embedsmands deltagelse i en annonce-kampagne betalt af pelsdyrbranchen.

Det mener partiets miljøordfører Maria Reumert Gjerding.

En aktindsigt DR har fået viser at Kopenhagen Fur tydeligt gjorde Fødevarestyrelsens veterinærchef Per Henriksen opmærksom på at han skulle citeres i en storstilet annonce-kampagne som Pelsdyrbranchen indrykkede 3 dage i januar i de store dagblade.

Men det står i kontrast til et svar Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen har givet Enhedslisten. Her skriver ministeren at "Fødevarestyrelsen ikke har været opmærksom på at artiklen ville blive bragt i annoncesammenhæng. Havde styrelsens vidst dette ville styrelsen have afvist at medvirke", fremgår det af minister-svaret.

-Folketinget er blevet vildledt med det svar, fordi vi har fået forkerte informationer. Her står der, at man ikke vidste at man skulle medvirke i en annonce men nu kan vi se, at man tydeligt har fået oplyst at det handler om en annonce, siger Maria Reumert Gjerding til DR.

Maria Reumert Gjerding understreger at Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen er ansvarlig for at afgive korrekte svar også selv om hun er blevet fejlinformeret af sine embedsmænd.

-Det her er jo en sag der lægger sig oven på alle de andre sager, som tegner et billede af en minister der ikke kan finde ud af, at oplyse Folketinget korrekt og det er dybt kritisabelt, siger Maria Reumert Gjerding.

DR har forelagt sagen for Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen, men hun er ikke vendt tilbage med en kommentar.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.