Nybagt mor og lille baby efterlyses: De har brug for hjælp
Nordjyllands Politi og Brønderslev Kommune efterlyser en 30-årig kvinde og hendes søn.
Kvinden er muligvis søgt til Holbæk.
Kvinden er muligvis søgt til Holbæk. Foto: Nordjyllands Politi


En nybagt mor er gået under jorden med sin lille søn, og politiet samt kommunen efterlyser hende nu, fordi der er frygt for drengens sundhed og udvikling.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. Sammen med Brønderslev Kommune efterlyser politikredsen Winnie Wagner Christensen og hendes unavngivne dreng, kaldet Dean, født 4. juni i år.

Winnie W. Christensen er 30 år, ca. 180 cm høj, slank af bygning og med brunt hår med lyse striber i nederste del af håret.

Hun bærer sorte briller og har synlige tatoveringer på arme og krop.

Brønderslev Kommune har ifølge pressemeddelelsen truffet beslutning om, at barnet er truet på sundhed og udvikling, hvis det fortsat opholder sig i hjemmet.

"Kommunen anser det nødvendigt, at han findes og anbringes uden for hjemmet, idet det vurderes, at der er åbenbar risiko for at hans sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade," lyder det i pressemeddelelsen.

Winnie Wagner Christensen søger muligvis mod Holbæk, hvor hun har familie og venner.

Henvendelse til nærmeste politi på 114 eller Nordjyllands Politi tlf: 96301448.

Den forsvundne kvinde og hendes lille søn. Foto: Nordjyllands Politi

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.