Ny sejr til Frederik Andersen og Anaheim
Den danske målmand var på isen i hele kampen og parerede 25 af 27 skud.
Frederik Andersen, redder her et skud i en tidligere kamp mellem Anaheim Ducks og Calgary Flames. I nattens kamp vogtede danskeren buret i samtlige 60 minutter.
Frederik Andersen, redder her et skud i en tidligere kamp mellem Anaheim Ducks og Calgary Flames. I nattens kamp vogtede danskeren buret i samtlige 60 minutter. Foto: Jae C. Hong/AP


Den danske målmand Frederik Andersen vogtede buret for Anaheim Ducks i samtlige 60 minutter, da holdet natten til lørdag dansk tid vandt 4-2 over Calgary Flames i NHL-slutspillet.

27 gange blev pucken fyret af sted mod Anaheims mål, og 25 af forsøgene blev afværget af danskeren ifølge NHL's hjemmeside.

Anaheim scorede kampens første mål efter knap fire minutters spil i første periode. Hjemmeholdet Calgary bragte sig foran på to hurtige scoringer, men Anaheim udlignede i anden periode og satte tingene på plads med endnu to scoringer i tredje periode.

Anaheim fører nu serien mod det canadiske hold med 3-1, og kan sikre sig en plads i semifinalen med en ny sejr hjemme i Californien på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.