Ny dansk finaleplads og OL-billet ved VM i roning
Billetten til Rio næste år blev booket, da Anne Lolk Thomsen og Juliane Rasmussen roede sig i VM-finalen.
Anne Lolk Thomsen og Juliane Rasmussen (arkivfoto)
Anne Lolk Thomsen og Juliane Rasmussen (arkivfoto) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det var tæt på at glippe, men Anne Lolk Thomsen og Juliane Rasmussen i den danske letvægtsdobbeltsculler er klar til VM-finalen.

Det betyder samtidig, at de har sikret sig deltagelse ved OL i Rio de Janeiro næste sommer.

Danskerne lagde fint ud i semifinalen, hvor Sydafrika tidligt tog fronten, mens Anne Lolk Thomsen og Juliane Rasmussen sloges med Irland om at ligge toer eller treer.

Om det blev det ene eller det andet, gjorde ikke den store forskel, eftersom de tre første både var direkte kvalificeret til finalen, men en vild canadisk slutspurt skabte drama.

Canadierne buldrede forbi alt og alle og snuppede førstepladsen foran Sydafrika, og dermed var den dansk-irske duel pludselig en duel om en enkelt billet til finalen og dermed OL.

Den duel trak den danske båd sig sejrrigt ud af med godt et halvt sekund, mens der var godt et sekund op til Sydafrika på andenpladsen.

Tidligere på dagen roede også den danske toer uden styrmand med Hedvig Rasmussen og Anne Andersen sig i finalen og til OL i Rio.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.