Ny bypark i Aarhus skal kombinere genoptræning og klima
A.P. Møller fonden sikrer finansiering af ny bypark i Aarhus ved at donere 10 millioner kroner til projektet.


Børn, pensionister og genoptræningspatienter vil være at finde i den nye offentlige bypark i området omkring MarselisborgCentret i Aarhus.

Parken bliver en realitet, efter at A.P. Møller Fonden med en donation på 10 millioner kroner sikrer finansieringen. Den fulde pris for den nye park bliver 45 millioner kroner.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Parken vil kombinere leg, træning og klima, da noget af området skal kunne håndtere store mængder regnvand.

Og det vil gøre den til en meget anderledes park, mener Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg.

- Brugerne af centret og borgerne vil opleve en helt anderledes park, som vi ikke har set før.

- Hver især vil vi alle kunne bruge parken på vores egne præmisser, ligegyldigt om vi så er i genoptræning efter en hjerneskade eller efter en korsbåndsoperation, eller du er barn, bor lige om hjørnet og vil lege på den interaktive legeplads med din bedstemor, siger hun i pressemeddelelsen.

Parkens målgruppe vil være MarselisborgCentrets brugere, der er mennesker i rehabilitering, og aarhusianere i al almindelighed.

Planen er, at byggeriet går i gang i efteråret 2017, så parken kan stå færdig i udgangen af 2019.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.