Nu kan du skype direkte fra browseren
Microsoft introducerer nu en browserbaseret udgave af telefoni-programmet Skype.
Svenske Niklas Zennström og danske Janus Friis blev milliardærer på Skype. Nu satser Microsoft stor på programmet.
Svenske Niklas Zennström og danske Janus Friis blev milliardærer på Skype. Nu satser Microsoft stor på programmet. Foto: POLFOTO POLFOTO/POLFOTO


Microsoft udsendte fredag en testversion af Skype, der gør det muligt at lave telefonopkald via nettet direkte fra browseren. Hidtil har Skype skulle afvikles fra et selvstændigt program.

- Det er perfekt, hvis du hellere vil gøre det direkte via webben i stedet for via et program. For eksempel hvis du sidder ved en computer, hvor Skype-programmet slet ikke er installeret, skriver Microsoft på sin blog.

Skype bliver i første omgang frigivet i browserversionen for et begrænset antal brugere. Når de så har gennemtestet det, bliver eventuelle fejl rettet og masserne får herefter adgang.

Det populære program, der gør det muligt at chatte og føre telefonsamtaler via nettet, blev i sin tid opfundet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström.

De solgte i 2005 programmet videre til eBay for 2,6 milliarder dollar. eBay videresolgte seks år senere Skype til Microsoft for godt 8,5 milliarder dollar.

I dag bliver programmet, ifølge Microsoft, hver dag brugt til to milliarder minutters telefon- og videosamtaler.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.