Norwegian-konflikt kan sprede sig yderligere
LO indkalder forbund til møde om situationen i Norwegian. Norsk fagforening beder om hjælp i pilotkonflikt.
650 Norwegian-piloter (heraf 100 danske) har nedlagt arbejdet. Arkivfoto.
650 Norwegian-piloter (heraf 100 danske) har nedlagt arbejdet. Arkivfoto. Foto: Pressefoto / Norwegian/free


I de kommende dage vil det blive afgjort, om flere danske fagforeninger vil rasle med konfliktvåbnene i sympati med de skandinaviske piloter i Norwegian, der har nedlagt arbejdet.

Hovedorganisationen LO indkalder sine medlemmer til et koordinerende møde i starten af næste uge, hvor en eventuel sympatikonflikt skal diskuteres, fortæller advokat i LO Peter Nisbeth.

- Den norske fagforening Parat har spurgt, om man vil etablere en sympatikonflikt. Det har Serviceforbundet nu sagt ja til. De andre LO-forbund har ikke besluttet sig endnu.

- Det er helt sædvanlig praksis, at man lige undersøger med hinanden, om der er interesse for at deltage i en sympatikonflikt, siger han.

Fagforbundene står i en lidt speciel situation, fordi selskabet, som bliver ramt af en eventuel sympatikonflikt, ikke er dansk.

- Det er ikke helt almindeligt. Normalt varsler vi sympatikonflikter med overenskomster, der er i Danmark. Det gør situationen anderledes, men sympatikonflikter med udenlandske virksomheder er set før, siger Peter Nisbeth.

- Det er ikke helt enkelt. Der stilles skrappere krav til, at sympatikonflikten har en effekt på piloternes hovedkonflikt. Der skal også være en tilknytning til Danmark, siger han.

De skærpede krav til en sympatikonflikt under omstændighederne er noget af det, LO skal se nærmere på frem mod mødet i næste uge.

- Vi skal se nærmere på konflikten, hvad er det for en selskabsstruktur, der er, hvem er involveret og så videre. De enkelte forbund skal også finde ud af, om der rent faktisk er opbakning blandt medlemmerne til at gå med i en eventuel sympatikonflikt, siger advokaten.

LO har ikke på nuværende tidspunkt overblik over, hvor mange medlemmer, der direkte eller indirekte betjener Norwegian, og dermed potentielt kan blive involveret i sympatikonflikten.

Piloterne i Norwegian har nedlagt arbejdet, fordi de frygter, at det skandinaviske datterselskab, som de er ansat i, Norwegian Air Norway (NAN), bliver nedlagt, og at de i stedet bliver tilbudt dårligere kontrakter i et nyt selskab.

Derfor kræver piloterne, at de bliver ansat i moderselskabet Norwegian Air Shuttle, men det afviser topchefen i Norwegian, Bjørn Kjos.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.