Midtbanespilleren Mike Jensen har spillet to kampe på Danmarks landshold. Begge kampe var testkampe.
Den tidligere Brøndby-spiller har stor succes i Norge, hvor han optræder for Rosenborg, og hans træner mener, at danskeren burde have haft mange flere landskampe.
Han mener, at der nok skal en anden landstræner end Morten Olsen til, før Mike Jensen bliver udtaget igen.
- Jeg synes, at han længe har været klar til landsholdet, men jeg tror, at de skal skifte træner, for at der kommer muligheder for Mike, siger Rosenborgs træner, Kåre Ingebrigtsen, til det norske nyhedsbureau NTB.
Træneren blev spurgt i forbindelse med, at Mike Jensen har fået "Børsprisen", som er en udmærkelse til den spiller, som har høstet flest point i vurderinger i kampene i den norske liga.
Mens danske eksperter ofte har kommenteret, at Morten Olsen har prøvet mange spillere af på midtbanen i forbindelse med den nuværende EM-kvalifikationsturnering, har Rosenborg-træneren en anden opfattelse.
- Morten Olsen har udtaget stort set den samme trup ganske længe nu. Vi må næsten håbe, at Sverige slår Danmark ud, så Mike kan få nogle landskampe. Det fortjener han, fortsætter Kåre Ingebrigtsen.
Mike Jensen siger selv, at han da altid håber på et opkald fra Morten Olsen, men er diplomatisk i sin opfattelse af mulighederne.
- Jeg har sagt det før: Hvis man ser på de spillere, jeg konkurrerer med om pladsen, så har Danmark god kvalitet og fantastiske spillere der, siger han.
NTB har givet samtlige spillere karakterer fra et til ti efter hver eneste kamp i den norske liga i denne sæson. Mike Jensen vinder med et snit på 6,11. Stabæks Adama Diomande, som blev solgt til Hull få kampe før afslutningen, blev nummer to med et snit på 6,10.
Spillerne skulle være på banen i mindst 30 minutter for at blive vurderet.
/ritzau/