Norsk profil: Vi vil vinde for enhver pris
Kampene mellem Danmark og Norge tænder lidt ekstra, siger Norge stjerneforward Patrick Thoresen.
Patrick Thoresen er Norges farligste mand. Her jubler han sammen med Anders Bastiansen efter et af sine to mål mod Rusland tidligere i VM-turneringen.
Patrick Thoresen er Norges farligste mand. Her jubler han sammen med Anders Bastiansen efter et af sine to mål mod Rusland tidligere i VM-turneringen. Foto: Sergei Grits/AP


Det er tæt, det er grimt, og det er dramatisk. Og når det hele er overstået, har Norge vundet.

Sådan kan man sammenfatte de senere års dansk-norske VM-historie i ishockey, for nordmændene har efterhånden udviklet sig til lidt af en skrækmodstander for danskerne, der har tabt de seneste fem indbyrdes VM-møder.

Den statistik soler nordmændene sig naturligvis i, for ingen af de to holds spillere lægger skjul på, at opgørene er noget særligt.

- Danmark mod Norge kan sammenlignes med rivaliseringen mellem Sverige og Finland. Det er specielle kampe, som man tænder lidt ekstra på. Begge hold vil vinde for enhver pris, så der vil blive fightet med næb og kløer, siger Patrick Thoresen.

Norges stjerneforward peger på, at succesen mod danskerne er selvforstærkende, og det kan være en årsag til, at nordmændene altid vinder, når det gælder.

- Det er som regel meget små marginaler, der afgør kampene, men vi har nok opbygget en selvtillid over længere tid, fordi vi har vundet mange kampe over Danmark i VM-sammenhæng. Den selvtillid tager vi jo med ind på isen, siger Thoresen.

Den erfarne back Mats Trygg peger på, at de norske spillere altid går ydmygt til opgaven, selv om de har slået Danmark så ofte.

- Vi ved, at det er en meget hård modstander. Vi har været heldige at vinde skæbnekampene mod Danmark i mange turneringer efterhånden, selv om kampene som regel er meget jævnbyrdige.

- På et tidspunkt må det jo vende, bare det ikke bliver i år, siger Mats Trygg.

Den snart 39-årige veteran er fortsat en af Norges mest pålidelige spillere, selv om der måske ikke helt er så meget smæld i slagskuddene længere.

Han har fulgt med i Danmarks hidtidige kampe ved VM, og selv om danskerne blot har hentet ét point mod Norges seks, vil de blive en udfordring, mener Trygg.

- De har ikke fået så mange point, men det er et teknisk godt hold med mange hurtige spillere, der kan spille i højt tempo. Vi skal være klar.

- Der er meget prestige på spil i kampene mellem Norge og Danmark, og vi tager kampen med største alvor, siger Mats Trygg.

Kampen mellem Danmark og Norge begynder klokken 20.15 lørdag aften.


/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.